To af de bedste gaver, jeg fik fra Tønder Festivals musikgavebod, var to unge amerikanske, kvindelige sangersangskrivere. Hver gav en koncert, som var afdæmpet, dybt bevægende og på et meget højt niveau på Bolero-scenen.
”Jeg ved ikke helt hvorfor og hvad, der får mig til at stille mig op foran en masse mennesker og synge mine sange, men jeg elsker det og bekymrer mig ikke synderligt over det”. Nogenlunde sådan sagde en charmerende og genert-smilende Margo Cilker. Vi fik sange fra sidste års debutalbum ”Pohorylle” og især hendes vellykkede ”Tehachapi” (med slet skjulte referencer til Little Feat-sangen Willin’) blev godt modtaget af publikum. Cilker er umiddelbar og ukrukket og har en sangstil, der lyder lidt som en pæn udgave af en ung Lucinda Williams. Hendes sange handler mest om de oplevelser og personer, hun møder på sin vej som rejsende musiker.
Helt anderledes alvorlig og reflekterende i sine præsentationer og sangtemaer var Katie Pruitt. På hendes tidligere udgivelser og ikke mindst på en række helt nye sange, som endnu ikke er udgivet, fik vi både gode råd og et meget personligt indblik i en ung kvinde, som er optaget af alle de komplekse problemer og følelser, som det indebærer af være lesbisk i en fordomsfuld verden.
”Du skal lære at bryde med din familie, hvis det er nødvendigt, men samtidig holde af den”, sagde hun bl.a. Hun opfordrer til at tale åbent og ærligt om sin seksualitet og erkender, at hun også bruger sin musik som platform for LGBTQ-ungdommen.
Som sanger er Pruitt er stor oplevelse. Med en fyldig og udtryksfuld stemme beviste hun, hvordan hun formår at svæve rundt i de høje stemmelejer for derefter at lande i de lavere registre. Alt sammen meget smukt forsiret af perfekt duetsang og diskret klaverakkompagnement af en kvindelig musiker, hvis navn jeg desværre ikke fangede. Det var duetsang af den fineste slags.
Der er god grund til at vende ørerne mod de nye, yngre og talentfulde sangere og sangskrivere, hvis man vil have en pejling af, hvad fremtiden byder på.
Øverste foto: Katie Pruitt: Foto: Per Dyrholm