Folk-dronninger kommer og går, bliver kronet og abdicerer. England, Irland og Skotland har en række kvindelige folkesangere som Shirley Collins og Norma Waterson, der har opnået nærmest royal status og er blevet tilbedt og hædret i mange år. Der er imidlertid nye kandidater til tronen, nye kvindelige folk-navne som ønsker vores gunst.
Maura O’Connell, Kate Rusby, Mary Black og Eliza Carthy har tidligere holdt hof i Tønder, og i år blev det tid til at hylde prinsesserne Cara Dillon og Heidi Talbot, som begge let kunne fylde det store Telt 1 med hengivne undersåtter. De har en del til fælles: Begge er startet nærmest som pub-sangerinder med irske rødder, de er smukke kvinder i deres bedste alder og har først og fremmest –guddommelige stemmer, som de har lært at bruge rigtigt og optimalt. De har forsøgt at ramme en populær blanding af traditionelle folk-elementer og moderne musikudtryk og teknik og fundet en pop-folk-stil, som kan sælges.
Heidi Talbot
Begge to har vist beholdt deres dialekter og vil ikke virke for urbane, selv om de efterhånden mest har deres gang i storbyernes royale koncert- og teatersale og tilhørende garderober. De har tydeligvis for længst lært at gebærde sig på store scener verden over, og de har folk til at klare alle de trivielle opgaver, der er at drive en folkemusikstjernes karriere.
De kender deres begrænsninger og iscenesætter et show, der behager alle samt passe på deres største aktiv – stemmen. Derfor kan deres koncerter let blive lidt kalkulerende og ritualerne blive slidte, synes jeg. De lange instrukser til de obligatoriske fællessange, og fraserne ”Tønder er den bedste festival, jeg har optrådt på” og ’Hør vi har lært dansk: ”Skool Tonder”’.
Cara Dillon gav et varieret repertoire med primært ældre trad-sange: The Water Is Wide, Long Journey Home, Johnny, Lovely Johnny, Black Is the Colour, Raggle Taggle Gypsy, Blackwater Side, Banks of The Bann, She’s Late for New Foundland og Northern Lights. Dillon spillede lidt fløjte nu og da, og de medbragt musikere gjorde, hvad de skulle, nemlig holde sig pænt i baggrunden. Det blev en behagelig om end lidt ’programmeret’ koncert, hvor vi blev ført rundt i de planlagte følelsesregistre og fik et par folklorehistorier.
Toby Shaer fra Heidi Talbot Band
Heidi Talbot er født i Irland, men har opholdt sig i USA/ som medlem af Cherish the Ladies og Arcade. Hun har i de seneste mange år boet i Skotland. Hendes seneste anmelderroste soloalbum ”Sing It For A Lifetime” er nu på markedet. Musikken her er mere americana-præget end tidligere. Det skyldes især multiinstrumentalisten Dirk Powell, som også har produceret albummet.
De har sammen fundet nogle sange, som vi blev præsenteret for. Tom Waits’ Time, Tim O’Briens Climbing Up a Mountain og Willie Nelsons There You Are. Jeg kunne godt have undværet Talbots version af Dolly Partons Jolene. Den er for længst deponeret til de sideløbende drukfester i Tønders gågader.
Cara Dillon Fotos: Per Dyrholm
Den dygtige guitarist Ian Carr (læs vores anmeldelse af hans seneste album her på siden) fungerede som kapelmester, guitarist og korsanger og Toby Shaer håndterede violinen. Det kan godt være, at de professionelle musikere ikke jammer og fester så meget sammen som i gamle dage på Tønder Festival, men til gengæld benytter mange stjerner lejligheden til at invitere dem på scenen som gæstemusikere. Bl.a. Gustav Ljunggren (lapsteel) og Jenn Austin (klaver). Men alt syntes at blive spillet i samme toneområde, og det lød lidt ensformigt. En bas ville have pyntet og givet bedre dybde i sangene.
Tønder Festival er ikke National Concert Hall, Dublin og folkemusik behøver ikke være så perfekt, at den bliver overfladisk og uden nerve og spontanitet. Det lykkedes for både Dillon og Talbot at henføre mig i perioder, men forført af hele koncerterne blev jeg ikke.
