Live TF 22 Americana: LeBlanc, Tivel, Martin, GG & G, Crighton, Hogslop, Rowe, Elrington

Det var, som om Chris Isaaks spøgte lidt i baggrunden da Dylan LeBlanc optrådte på Bolero. Deres stemmer lyder nemlig ret ens i flere toneområder, og desuden lød LeBlancs guitar, som den man kender fra Isaaks verdenshit Wicked Game. LeBlanc fortalte, at han brugte en d-mol-stemning, som han havde lært fra bluesmusikeren Skip James.

Han fortalte i det hele taget mange underholdende historier bl.a. om sine samarbejder med Emmylou Harris og Neil Young og lad mig at gengive en enkelt: Hans far er også musiker, så Dylan foreslog ham for nylig at skrive en sang sammen. ”Nej”, lød faderens klare svar. Alligevel forsøgte de, og det kostede lange skænderier om de enkelte tekstlinjer, før resultatet blev til ”Lone Rider”, som vi fik sammen med mange andre fremragende sange fra hans store bagkatalog, dog ikke fra ”Pastimes”, hans nye EP med coversange.

 

Anna Tivel er en ung sanger-sangskriver fra Oregon, men hun har været aktiv musiker i flere år. Med sine solide, velskrevne sange om almindelige menneskers liv og sin lidt spinkle og luftige stemme, blev det en rigtig lyttekoncert i Bolero, hvor Jeffrey Martin bidrog med duetsang, og publikum sang med på Paul Simons The Boxer.

Jeffrey Martin (også fra Oregon) er på en Europaturné sammen med Tivel, men optrådte solo i Telt 2 med sine fine sange og behagelige sangstemme a la Jackson Browne. Især hans sange ”Poor Man” og ”Billy Burroughs” er tilføjet min playliste. Martin og mange andre musikere optrådte uden fodtøj. Gad vide om det er noget praktisk, noget rituelt eller bare en ny trend?

Gumbo, Grits & Gravy er en traditionel sammenkogt gryderet fra Sydstaterne med mange forskellige ingredienser og tilbehør, men også navnet på en løs tsammensat gruppe af musikere, som spiller traditionel sammenkogt musik – det vi kalder rootsmusik. De tre legendariske veteraner har hver for sig så lange musikalske biografier og behersker så mange instrumenter, at jeg her må nøjes med deres navne: Guy Davis, Walter Parks og Bruce Molsky. Deres to koncerter var forskellige og nærmest workshops med løst sammenspil, men utrolig swingende og medrivende.

Rootszone.dk oplevede William Crighton med band i København for nylig (se vores omtale), men i stedet for sit backingband, havde Crighton medbragt sin frue, så det blev en anderledes afdæmpet koncert, hvor parret til og med blev meget intime på scenen. Det var meget sødt, men Crightons sange rummer dog stadig nogle barske samfundskommentarer og en søgen efter frihed og spirituelle oplevelser.

Hogslop String Band (øverste foto) fra Nashville har tidligere spillet i Danmark med nogenlunde samme bluegrass-repertoire. Det er et party-band, så hvad de mangler i virtuositet, har de til gengæld i energi og overstadigt humør. De er bedst på de mindre, intime scener, men formåede også at sprede glæde og ungt gå-på-mod langt ud over den store scene på Open Air, hvor jeg så dem. De propaganderede åbenlyst for diverse stimulanser, ”HIGH On A Hilltop. You get it?” osv., men Tønder Festival er én af de få store musikbegivenheder, hvor duften af cannabis næsten ikke forekommer, hvorimod der var godt gang i drikkevaresalget.

Bedst som jeg troede, at Hans Theessink behersker én af de dybeste sangstemmer på festivalen, hørte jeg amerikaneren Sean Rowe. Han formår at gå helt ned i registeret og alligevel synge

tydeligt. Det er et varemærke, men han skriver samtidig gode sange og blev endnu et spændende bekendtskab.

Disse americana-musikere blev suppleret af især canadiske og enkelte australske sanger-sangskrivere, herunder Mike Elrington. Lige så afdæmpet og behagelig han var at konversere med, lige så voldsom var han, når han blev placeret på en scene. Der var plads til enkelte af hans rolige sange, men det meste af hans koncert i Visemøllen var en udladning i rock-attituder.

Han råbte, vuggede, hoppede og tumlede rundt på scenen, mishandlede sin akustiske guitar og benyttede sig af distortion og loops, så han kunne akkompagnere sig selv. Alle disse effekter og krumspringene på scenen tog måske lidt fokus fra hans ellers velskrevne sange, men imponerende var det at opleve.