Lucinda Williams koncert omtalte vi fredag efter hendes åbningskoncert, men her alligevel (endnu) en anmeldelse: Undgå smil, pludselige bevægelser og direkte øjenkontakt. Man kunne tro, at Williams brugte dette råd, som ellers anbefales ved møde med glubske dyr. Den såkaldt alternative countrysanger har aldrig været den store udadvendte entertainer, og hun virkede få- og lavmælt på Open Air-scenen, som ellers indbyder til store shows.
Man frygtede, at dette kunne blive et kedeligt rutinejob, men hun løsnede op efterhånden som koncerten skred frem og begyndte endda at fortælle lidt om sin musik. Bl.a. om den tragiske baggrund for hendes sang Copenhagen (som desværre ikke rigtig ’sad i skabet’), om hendes uoverensstemmelser med musikindustrien i Nashville, og om albummet This Sweet Old World fra 1992. Det har hun valgt at genindspille til udgivelse i september.
Backingen var den traditionelle: Guitar, trommer og bas – spillet af hhv. Stuart Mathis, Butch Norton og David Sutton, som alle gjorde det med indlevelse. Vi fik enkelte ældre Williams-sange som West Memphis, og nåede et højdepunkt med Changed The Locks. Hendes beskedne og lidt skrøbelige sangstemme nåede her en kraft, som jeg ikke har hørt før – hverken på plade eller tidligere koncerter.
Hendes sange er personlige og alvorlige, men mod slutningen af koncerten kom enkelte smil frem, og jeg tror, at Williams havde nydt koncerten. Det havde publikum tydeligvis, selv om nogle, også medier, har betegnet koncerten som en skuffelse.
