Efter to dage med musik stort set nonstop, var der ”nedtrapning” søndag. Tre koncerter på CafeScenen og så to afsluttende i Hal 1, hvor der også var mulighed for at købe lagkage. Det er en tradition søndag eftermiddag, og der stod ikke mindre end 240 stykker klar. Det var det maksimale antal bageren kunne nå at fremstille, når de skulle være friske!
Maren Hallberg Larsen og hendes mand Jørgen Dickmeiss debuterede som konferenciers i hver sin hal og gjorde det glimrende. Så da parrets band Svøbsk skulle på scenen i Hal 1, var det Maren, der introducerede dem og under koncerten kunne sige, at da hun jo var konferencier, så var det hende, der bestemte hvor længe de skulle spille.
Kvartetten begyndte i roligt tempo, bl.a. med en vise, og så fulgte dejlige traditionelle folkemusik- toner, f.eks. titelmelodien fra albummet ”Den langfingrede”. Det blev til valse, polkaer og også en march skrevet af Simon Alsing Busk, som spiller diverse slagtøj med mere i bandet, der også har den aktive Theis Langlands med på klaver og mundharpe. Maren spiller harmonika og Jørgen violin og jødeharpe. En flot og velspillet koncert med det nærværende og energiske band, som skabte en festlig afslutning, da de kom på scenen senere sammen med festivalens afsluttende band: Helene Blum & Harald Haugaard Band.
Helene Blum
Sidstnævnte gav en fejende flot finish på årets Vinterfestival. Man får gåsehud og rislen ned af ryggen, når Blum synger med sin krystalklare stemme, uanset om det er kendte danske sange eller ældre folkeviser, som eksempelvis gådevisen om Svend Normand. Bandet, der foruden violinist Harald Haugaard og Helene Blum, som også spiller violin foruden vokalen, består af guitarist Mikkel Grue, Kirstine Elise Pedersen på cello, Sune Rahbek på trommer, kontrabassist Mathæus Bech og guitarist Sebastian Bloch.
Der var flere meget velspillede instrumentale numre i bandets sæt, flere med temposkift, og så er det jo en lise for øregangene, når Helene Blum synger. Helt fortryllende var ekstranummeret ”Det er hvidt herude”, inden Svøbsk så kom med på scenen.
Her kunne Jørgen Dickmeiss for første gang i 25 år lære publikum en ny farvelsang, som afsluttede Vinterfestivalen på bedste folkelige og fornøjelige vis. Blandt andet takket været mange frivillige, der var hjælpsomme og sørgede for, at det hele fungerede.
