De tonede frem i et blåt halvmørke med lydflader, før Nive Nielsen trådte ind på scenen. Det fortæller noget. Hendes sange er en integreret del af det samlede lydmaleri. Det er sigende, at hun introducerer med ordene: ”Nu spiller vi en sang”. Sproget er grønlandsk eller engelsk. Altså står tekstindholdet ikke centralt – i hvert fald ikke her i landet. Sangene blev da også præsenteret alene med titler, hvis de overhovedet blev præsenteret. Hun var på ingen måde en historiefortæller – ikke med ord i hvert fald.

Hendes transparente, inciterende og ind imellem nærmest sensuelle stemme føjer sig fint til det billedmalende akkompagnement. Klangene skabes af elguitarer, keyboard, bas og slagtøj, og de fremmaner stærkt stemningsmættede billeder af fjelde, fjorde, sejlende bjerge, slædehunde, ryper-  og hvad der ellers projekteres af grønlandsk på det indre lærred.

En sekvens med en flok helt unge syngende grønlandske piger var et charmerende indslag, specielt da de fik sig placeret tæt nok ved mikrofonen til at kunne høres ordentligt.

Genremæssigt er denne musik unik, men kan måske beskrives som impressionistisk indierock med verdensmusikalske elementer. Storladent og stemningsfyldt. Musik for lukkede øjne og åbne sind.

Det var øjensynligt for krævende kost for den store del af publikum, der efterhånden søgte mod udgangen. Dem om det. Koncerten var absolut en oplevelse, der sendte i hvert fald anmelderen videre med en mangfoldighed af indtryk.

http://niveandthedeerchildren.com/

www.youtube.com/watch?v=g38lIZMn99c