Baltic Crossing er jo et foretagende med finske, engelske og en enkelt dansk musiker, og det prægede naturligt repertoiret. Nordisk og britisk musik. Når de forskellige traditioner spilles af musikere hvoraf nogle hele tiden ikke kan trække på deres tradition i deres spil, og når instrumenteringen er blandet i relation til de enkelte musikstykkers traditionelle instrumentering, får musikken en form for international fremtoning. Det behøver ikke at betyde noget i en koncertsammenhæng hvis arrangementerne er tilpas varierede, men her har gruppen noget de skal arbejde med. Såvel de enkelte stykker som det samlede sæt mangler variation.
De unge musikere spiller teknisk godt og med stor ydre energi, men dels mangler energien stadig at komme i dybden, og dels er den umiddelbart i for høj grad af fysisk karakter. Det man kunne kalde følelsesmæssig energi, og det har noget at gøre med ikke alene at vælge fremaddrivende stykker, savnes i form af nedtonet udtryk. Desuden ville en vokalist have gjort en del til et mere varieret program.
Som nævnt er disse musikere aldeles kapable på deres instrumenter og har muligheden for en udvikling i den beskrevne retning. Man kan håbe på at det er noget de ønsker. Ellers vil et træthedselement nemt snige sig ind i oplevelsen – paradoksalt nok når det nu går over stok og sten.
Desværre var lyden i Strib skæmmet af en lettere dåseagtig klang, og det var synd, for så ringe var Baltic Crossing altså heller ikke – trods forbeholdene.
Baltic Crossing, Strib Vinter Festival, 19. februar 2010