Visse af de traditionelle amerikanske genrer, ikke mindst bluegrass og mountain, er behæftet med en række konventioner både musikalsk og med hensyn til attituder. Derfor gav det hævede øjenbryn hos skribenten, da svenske The Rockridge Brothers under en kort samtale før deres optræden fortalte, at to af medlemmerne har en tidligere karriere som punkmusikere. De udstyrede sig dog med hvide skjorter og slips, før de besteg podiet.
De samlede sig da også, som traditionen foreskriver, omkring én mikrofon og trådte frem og tilbage, som de vokale indsatser vekslede. Deres optræden var til gengæld en tand mere dynamisk, end man forestiller sig hos de gamle mountainmusikere. Musikken skulle ud over kanten, og det kom den lige fra begyndelsen. Tag det her, venner!
Blandt udenlandske udøvere af disse ærkeamerikanske genrer nærmer det sig blasfemi ikke at synge på den autentiske dialekt, og ikke mindst kvartettens kvindelige element, violinisten og sangeren Agnes Brogeby, diverterede os med voldsomt autentisk-klingende vokale udfoldelser. Man kunne næsten fremmane et billede af en lille stram mutter i Appalacherne.
Dynamikken i fremførelsen af det traditionelle repertoire fik en ben-sprednings ekstra punch i kraft af guitaristens og bassistens spil og attituder fra punkbaggrunden, men i øvrigt var den tekniske og musikalske udførelse kompetent og loyal over for traditionen uden at være solistisk ekstraordinær. Derimod var The Rockridge Brothers tæt sammenspillede, og det var som en stærk enhed, at de først og fremmest udmærkede sig. Skribenten associerede undervejs tilbage til legendariske Plank Road Stringband, og sandelig om ikke deres ”Jesse James” har fået en plads i repertoiret.
De gør et nummer ud af, at musikken er mountain og absolut ikke bluegrass, trods slægtskabet. Men bl.a. sangen ”Rolling In My Sweet Baby’s Arms” genkendte anmelderen nu også fra bluegrass-repertoiret. Forskellene skal søges i udførelsen, og det er her, puritanismen markerer sig.
Ikke-amerikanske udøveres stramme håndtering af traditionerne kan ind imellem forekomme lidt kunstig, og ”Stengårdsbrødrene” – ja, deraf navnet – koketterede da også med bl.a. ensartetheden i genren. ”Nu stemmer vi instrumenterne om fra G-dur til A-dur og spiller de samme stykker igen, men det kan I ikke høre”. Det er velkendt, at der ikke stemmes om løbende, men at der spilles et antal stykker i samme toneart. Det er jo oprindeligt brugsmusik. De annoncerede desuden et stykke fra 1940 som deres mest moderne nummer.
De anførte betragtninger kan som hovedregel overføres til en beskrivelse og vurdering af cd’en. Også dynamikken formår The Rockridge Brothers at få ud gennem studiets vægge og ned på det digitale produkt.
”I was born in East Virginia”, sang Agnes Brogeby. Nej, det er hverken hun eller de øvrige, men det kunne da godt lyde sådan trods disse frejdige musikeres hjemsted i Stockholm. At The Rockridge Brothers slår sig op på en mere opdateret udgave af traditionen, end de reelt fremfører, skal ikke lægges dem til last, al den stund den fyres af så levende og udadrettet, som tilfældet er her. Man skal være et usædvanligt mut gemyt for ikke at lade sig rive med.
www.facebook.com/rockridgebrothers
www.youtube.com/user/RockridgeBrothers
