banks paul”Jo, jeg er blevet gammel. Det er derfor, der står en stol.” Med disse selverkendende ord indledte Paul Banks sit solosæt lørdag aften i Hal 1. Når man i Strib programsætter de populære navne, han man set en visdom i at placere dem i midten af aftenens forløb med knapt så folkekære navne før og efter. Banks var sat til at indlede et musikprogram, der skulle fortsætte med en fælles optræden af Poul Krebs og Henning Kvitnes. En udfordring, må man sige, al den stund, at det store flertal må formodes at være mødt frem med Krebs som den primære præference.

Banks har optrådt offentligt siden teenageårene, og i betragtning af hans indledningsvist erkendte modne alder gør det ham til en erfaren herre. Det er ikke en erfaring, han har udmøntet i sine introduktioner til sangene. Han nævnte kort manden bag den første sang, den gamle bluesmand Mississippi John Hurt, og så gik det ellers videre til den næste sang – og den næste. Overflødige ord præger ikke manden.

Trods den traditionelle indledningssang var det overvejende egne produkter, han diverterede med, men uanset gjorde han ikke noget nummer ud af at introducere historierne i sangene. I et par enkelte tilfælde løftede han lidt af sløret. Den ene af dem handlede om en hund, han havde haft, og som tog magten fra ham grundet manglende opdragelse, og om den anden sagde han: ”Her er et meget langt nummer med en meget lang historie, som jeg ikke rigtigt ved, hvad handler om. Det er alvorligt, for jeg har selv skrevet den.” Nej, sådan en sag er jo ikke nem at præsentere for sit publikum. Det er åbenlyst ikke tekstindholdet i hans sange, der er det væsentligste for ham.

Fotos: Per Dyrholm

Fotos: Per Dyrholm

Normalt hos en folkesanger har guitaren funktionen som akkompagnement til sangene, men hos Paul Banks forholder det sig nærmest modsat, lidt som om han skriver teksterne som en anledning til at få spillet noget guitar. Det kan man have en vis forståelse for. Han er nemlig, som en del vil vide, en eminent guitarist i den ragtime-verden, han udfolder sig i. Det var da også tydeligvis de kvalifikationer, han først og fremmest ville ud med. Når han så tilførte sin ”akkompagnerende” vokal, fik vi fin og sammenhængende musikalsk enhed i kraft af en god sangstemme og en dialekt, der fortalte om hans første møde med livet i staten Colorado i USA, og som føjede sig etnisk perfekt til spillestilen og genren.

Hvis man accepterer, at både guitar og sangstemme er instrumentale elementer i Banks’ lydbillede og glemmer alle krav om fokus på tekstindholdet, så får man en yderst behagelig musikoplevelse i hans selskab. Problemet var ikke Banks selv, men hans placering i programmet. Der hørtes tydelige ønsker blandt publikum om en snarlig afslutning, så man kunne komme til at høre ”Krebsen”. Konferencier måtte lettere pinligt opfordre forsamlingen til at bede om det obligatoriske ekstranummer. Banks forfaldt dog ikke til i situationen at score de billige points og vælge en up tempo-sang som afslutning. Respekt og anerkendelse for det.

http://paulbanks.dk/enter/