Vi kunne ganske føle os hensat til en skotsk aften i folkeklubben i midten af 1970´erne, da den skotske trio Cáirdeas entrede scenen iført kilte og godt humør.
Den syngende og guitarspillende frontfigur Colin Ramage præsenterede os for en række af de traditionelle sange, som et flertal har kunnet synge med på gennem årtier, og de instrumentale stykker, som violinisten Iain Anderson og fløjte- og sækkepibespilleren Neil Paterson udfoldede sig med, var heller ikke hentet i det mest obskure repertoire. Amazing Grace var nærmest en nødvendighed, da sidstnævnte fandt den store highland bagpipe frem. Den blev dog ikke fulgt op af Scotland the Brave.
Neil Paterson
Det hele blev fremført engageret og med den humor for husarerne, som også traditionelt fulgte denne musik i den forgangne frodige fortid. Og de tre musikere havde hørbart rutinen fra mange hundrede timers optræden i folkemusikkens ydmyge lokaliteter med lugten af øl, sved og tobak. Sande folkemusikkens arbejdsmænd. Tobakslugten hører nu alene fortiden til, men ellers var pubstemningen i salen hørbar, og publikum blev løbende opfordret til at synge med og klappe rytmen. Villigheden var der i rigt mål. Det var lige ved, at man også skulle henføre den jævne lyd til datidens etablissementer. Men det var faktisk synd for Cáirdeas, at lydholdet denne aften først omkring midten af sættet fik balancen på plads.
Man kan ikke kalde det for en nyskabelse at runde af med Loch Lomond, men sangen blev til gengæld vel modtaget af publikum, som kvitterede med at bidrage fyldigt som det store kor. Lige så lidt nyskabende og ligeså effektfuldt var ekstranummerets sækkepibepotpourri, sluttende med den fyrige jig Atholl Highlander. En aften i folkeklubben – og det var populært.
Colin Ramage
I festivalprogrammet var Cáirdeas præsenteret som ”… en af de fineste trioer på den europæiske folkscene med deres (…) yndefulde leverance af keltisk musik.” Videre: ”De kræser om deres musik – fremtryller mange fine finesser og spændende rytmisk akkompagnement.” Nu skal festivalprogrammere jo også sælge varen, så…
Umiddelbart vurderet burde denne trio have været placeret i festivalens irske pub, hvor irske Denis McLaughlin og hans folk huserede, og ikke i en koncertsal, men måske er anmelderen lidt for højpandet.
Højpandet eller ej – jeg synes at Cairdeas var sindssygt dygtige, og bestemt en koncertsal værdige, og efter min bedste overbevisning – er det så ikke meningen at musikken skal få folk ‘med’.
Jeg kan huske sidste år var der et irsk-skotskspillende band, vistnok fra Tyskland, de var så hulens teknisk dygtige at det var pissekedeligt at høre på.
Jeg synes absolut ikke der er nogen sammenligning med Cairdeas og McLaughlin.
Jeg synes også at jeg får sagt at Ceírdeas var dygtige og rutinerede og fik folk med, hvad jo er rigtigt og godt. Jeg ville bare foretrække dem i mere intime rammer. Når jeg i den sammenhæng nævner den irske pub på festivalen, er det ikke en sammenligning mellem dem og Dennis, men et forslag til de nævnte rammer.