På åbningsdagen for den 25. Spot Festival havde man allieret sig med Nukiga, et initiativ som er søsat af Det Grønlandske Hus i Aarhus, med det formål bl.a. at støtte og fremme kultur og kunst fra Grønland. Så man havde fire meget forskellige bands på scenen denne torsdag aften.
Første band kom nærmest flyvende med følsomme sange og dansetrin, måske fordi bandets navn Suluit (øverste foto) betyder vinger på grønlandsk. Med tre dygtige vokalister i form af Nukâka Coster-Waldau, Karina Møller og Ilanguaq Lumholt, der gav et varieret sæt med trommesange, strubesang og melankolske toner fra deres hjemland højt mod nord.
Der var nærmest eksotiske dansetrin til de rytmiske numre, som næsten alle blev sunget på deres modersmål. Trioen havde Peter Kibsgaard med på slagtøj og Kristoffer Jul Reenberg som pianist. Musikken var tydeligt inspireret af den storslåede og barske natur med på jazz, pop og soultoner undervejs.
Den unge rapper Don Maliko var næste punkt på dagsordenen, og sammen med sin makker var han en populær skikkelse hos den grønlandske del af publikum. Under koncerten blev der kun sagt to ord, som ikke var på grønlandsk, nemlig navnet Aarhus og skål. Sidstnævnte ganske ofte. En kort omtale af numrene ville have været en stor hjælp for de ikke grønlandsk kyndige blandt publikum. Don Malikos partner på scenen sang et par gange undervejs og havde faktisk en flot stemme. De to rappere kunne også godt ændre lidt på deres koreografi, da de stort set kun gik to skridt frem og tilbage under alle numre.
Nive and The Deer Children var undertegnedes absolutte højdepunkt. Efter en stille åbning udfoldede bandet sig hurtigt med rytmisk svingende toner og et afvekslende repertoire, hvor teksterne var på engelsk. Der var lækre temposkift og enkelte numre var tæt på at kunne kategoriseres som folkrock, inden Nive Nielsen afsluttede med en stille vise på grønlandsk. Sangerinden og sangskriveren blander sin musikalske baggrund med moderne toner og forstår at give sig fuldt ud på scenen. Efter at have oplevet hende både i Tønder og i Strib, kan man både se og høre den positive udvikling, hun har gennemgået.
Det var nok ikke lige den musikalske del, som folk med roots-interesser lyttede mest til. Bandet Sound Of The Damned fyrede nemlig en gang heavy metal af med stor energi og mere volumen end de øvrige bands tilsammen. Men de gav til gengæld fotograferne nogle spændende billeder med deres headbanging og meget bevægelige optræden.
Så en ganske udmærket ide med et tema om grønlandsk musik, hvor man oplevede stor forskellighed fra de fire deltagende bands.