Lørdag eftermiddag var der ”Folky Day Party” på Folkestedet under ledelse af MC Hansen med Tempi, Nordic Folk Festival og selvfølgelig Spot som arrangører og støtter med fire navne på programmet.

Viik

Viik åbnede med en entusiastisk Elisabeth Vik i front med sin iørefaldende skønne stemmeklang, hvor hun sammen med bandet præsenterede nordisk folk og middelaldertoner i et levende og medrivende sæt. Uanset om det er blide toner, der strømmer ud eller de mere energiske ballader, så er bandet en velspillende enhed.

Simone Tang

Så stod der følelsesfulde og nærværende sange på programmet, da sangerinde og sangskriver Simone Tang indtog scenen sammen med guitaristen Søren Manscher, og duoen præsenterede et næsten alt for pænt og korrekt afbalanceret sæt. Sunget sødmefyldt med en dejlig stemmeklang, dog uden de store armbevægelser.

Solsort med Betina Følleslev som velsyngende vokalist præsenterede bl.a. ”Svalesang”, ”Jeg husker det hele” og den smukke, gribende melankolske sang ”Anemonen”, også kaldet Bents sang (kan høres herunder). Hun havde bl.a. MC Hansen med i sit band. Og den sydsjællandske guitarist afsluttede eftermiddagens program med sit seks mand store band, som gav en håndfuld gode sange i americana- og rootsgenren suppleret med mange gode historier. Lige fra den daglige glæde ved den sædvanlige gåtur i haven til sangen om en morder. Det var et meget velspillende band, MC Hansen havde fået samlet under navnet SPEKTAKEL.

Justine Boesen

Folk Baltica Ensemblet har i mange år haft den unge harmonikaspiller og sangerinde Justine Boesen som medlem. Hun har også spillet i Mynsterland, Justine Boesen Trio og som duo med Mathæus Bech, men nu spiller hun også solo og måske i en lidt anden genrer end tidligere. Men det er stadig med harmonikaen som instrument, der sammen med en helt fantastisk klar og smuk sopran får publikum til at tie og bare lytte til hendes skønne stemme. Hun præsenterede et historieforløb, nærmest en slags rootsmusical med en historie om en helt almindelig og anonym kvinde, som flere gange krydser Justine Boesens vej i dagligdagen. Det bliver spændende at følge den meget alsidige og talentfulde sangerinde og sangskriver fremover – uanset hvilken retning hendes musikalske vej går.

 

https://www.youtube.com/watch?v=91wSrbtROT4