Der var vid forskel på koncerterne med søstrene Koppel. Hvor Naja Rosa sørgede for at markere sig over alle grænser, måtte Catbird med Billie Koppel slås med miserable lydforhold. Og det holder bare ikke på en festival af SPOTs kaliber.
Den med spænding imødesete dag, hvor begge Annisettes og Thomas Koppels døtre optrådte i front, blev en smuk, smuk oplevelse, i hvert fald set fra den musikalske vinkel.
Naja Rosa gik på den største scene på et vanskeligt tidspunkt. Klokken var 14 og udenfor var det den første sommerdag. Alligevel havde mange indfundet sig, og de fik altså en ny stjerne at se, som skal få sig en seriøs karriere, hvis der er nogen retfærdighed til. Naja Rosas plade er ikke udkommet endnu, og det betød, at Spots publikum hørte tingene for første gang. Dertil kom, at sangerinden og bandet diverterede med adskillige ballader. Et modigt valg, men det gik hjem i kraft af sangenes holdbarhed, det fede band, der bortset fra keyboardet var identisk med det, som havde optrådt som The Savage Rose i Næstved aftenen før.
Det der til gengæld for alvor gjorde, at denne koncert ramte loftet, var, at Naja Rosa viste sig at have rendyrket star quality. Så er det sagt. Hendes selvskrevne sange opsøger det helt store drama, skrevet af en følsom sjæl, som har sin families tradition for the blues helt inde i DNA’et. Så fra starten med Set It On Fire blev der taget fra, og de højeste toner blev fyret af fra scenekanten af en sangerinde, som virkelig ville det her. Ligesom koncerten kulminerede med et nærmest uhørt niveau over de sidste tre-fire numre. For da hun mærkede, at det gik godt, gav hun i den grad los og sange som The City, Fly Away og If Time Was A Religion, var himmelstiger af sang, fyret af med livet som indsats. Og belønningen udeblev da heller ikke fra et publikum, der tydeligvis var rystede. Og selv var jeg – der kendte sangene indgående – ramt, som man burde være hver gang man hører god musik. Men da indlæggelse ikke var en option, gik jeg i stedet ud i solen.
Naja Rosa gav os simpelthen en koncert, der dels gejler forventningerne til hendes kommende album op. Ligesom vi rigtigt snart vil se hende og hendes band igen. Det kan faktisk ikke blive snart nok.
Æterisk trods problemer
Ud på aftenen blev der blændet op for den anden Koppel-afdeling, nemlig Catbird.
Bandet består af Billie Koppel og Frank Hasselstrøm, og de står for den blødeste og mest æteriske musik, man næsten kan forestille sig. Billie Koppel formår at synge så nænsomt og fint, med en vidunderlig stemme, der som en let hæs fløjte foretager nogle glid som letter mod himlen, ligesom de to gennem mange års parløb formår at lave en musik, der passer til stemmen.
Desværre måtte orkestret – der i liveudgaven var udvidet med Søren Dahl på guitar, Klaus Nørgaard på bas og Anders Holm på trommer – lide den tort, at der herskede amatøragtige tilstande omkring deres optræden. Det er et orkester, som nøje forbereder og er afhængige af, at lyden bliver tilpasset lokalet. Virkeligheden på ArcHauz denne aften var, at de ikke fik mulighed for at lave en ordentlig lydprøve, ligesom de i deres monitors hørte en hyletone, som gjorde det endda meget svært, så sangere og musik ikke altid passede helt sammen. På en lille scene som denne, skulle det altså kunne lade sig gøre at levere en ordentlig og professionel lyd. Og det er altså synd, at et band med så smuk og sensitiv musik, som Catbird, skal lide under så ringe og ødelæggende forhold.
Det til trods var der fantastiske øjeblikke. Koncerten åbnede med den stærkt rockede nye Runaway Train, og et højdepunkt var, da Billie Koppel satte sig ned og sang den ætsende smukke Keep Him Safe fra den sidste plade. Her kom der rislende momenter, ligesom jeg var ret solgt på Søren Dahls følsomme arbejde på sin Fender Telecaster, ligesom der var et fedt øjeblik, da alle musikere forlod deres pladser og gik frem på scenen og lavede, hvad der lignede en interimistisk gadejam på stedet. Måske for at undgå subwooferen, der gav bassisten to toner på en gang – hvad ved jeg. Ligesom det talstærke publikum i den grad var klar til Catbird og klappede taktfast. Det var – trods umulige forhold – en koncert, der lover godt for den kommende plade med bandet.
Spot Festival, 22. maj 2010, Musikhusets Store Scene og ArcHauz.
Naja Rosa:
Naja Rosa – sang & tamburin
Anders ”A.C.” Christensen – bas
Rune Kjeldsen – guitar
Daniel Fridell – keyboards
Anders Holm – trommer
Catbird:
Billie Koppel – sang
Frank Hasselstrøm – keyboards, guitar
Søren Dahl – guitar
Klaus Nørgaard – bas
Anders Holm – trommer
