Anima & Ennui var placeret mellem to rockbands på programmet, og det blev et behageligt hvil for ørerne. De spiller nemlig i en meget afdæmpet og akustisk folk-stil, og jeg havde glædet mig til at høre dem live efter at have nydt udgivelsen Nothing Better. Her skaber de en særlig kontemplativ stemning, som både er nyskabende og samtidig minder om noget af den psych-folk, som man kunne høre i slutningen af 1960’erne.

Men hov, Anima & Ennui er så nye på scenen, at de slet ikke er blevet præsenteret ordentligt endnu, så her er hvad de fortalte mig: Joseph Willem Ricci fra North Carolina og dansk-amerikaneren Talitha Ferri fandt sammen om en fælles musikalsk opfattelse. Jeg gættede, at den måde, som Ricci håndterer en guitar på, viser at han har en baggrund som klassisk guitarist – og havde ret.

Hans komplicerede fingerspilmønstre på den akustiske guitar danner primær backing til deres egne kompositioner, som i stedet for egentlige sange er længere forløb. De havde også taget lidt rislen-i-bækken og cikadesang som baggrundslyde, som medvirkede til at binde musikken sammen. Anima & Ennui, der har base i København, havde ikke medbragt bandet. De optrådte som duo, og deres ambient-folk er naturligvis typisk lytte- eller drømmemusik, men bør finde et publikum på spillestederne. Det album, som de har indspillet, har fået titlen An & En. Det er sat til udgivelse i foråret 2020 og skal nok også finde et internationalt publikum.

Is there really nothing better? Is there really nothing you’d like to say? Is there really nothing that makes you free? Sådan lyder spørgsmålene i den smukke Nothing Better. Der er altså noget bedre i vente, men indtil da kan man bruge ventetiden på at nyde denne sang (se nederst).

Den hyggelige Spirefestival på Udbyvej 25, 12 kilometer fra i Holbæk, kan jeg godt anbefale. Her er plads til alle. Unge, gamle, børn og sågar husdyr. Foruden det spændende musikprogram er der masser kunst, talks, aktiviteter som f.eks. dette nye koncept: Silent Dinner. Det er i år 10. gang, at Spirefestival har budt sine gæster ”ud på landet og ind i kunsten”. https://www.youtube.com/watch?v=xkoByOlfU9c www.spirefestival.dk