Foto: Claus Hellgren larsen

Belgiske Sons of Navarone er et bluegrassorkester, som ikke kun spiller musik, men som også synes, at de skal underholde, da de besøgte Karens Minde 21. november. De har tidligere optrådt i Danmark, så mange af os blev ikke overrasket over disse spasmagere. Ikke kun med vitser mellem numrene, men også mens de spiller, gestikulerer de og laver grimasser. Det er både kvikt, sjovt og plat. Under deres optræden råber en begejstret kvinde ”Yes” og får bemærkningen ”And you don’t know what I was gonna ask you!” fra scenen. Når de så desuden optræder i kostumer (med skift i pausen), så kan man godt betegne dem som et showband.

Man skal imidlertid ikke tage fejl. De er nemlig alle supergode musikere med mange års rutine og gennemarbejdede arrangementer. Især synes jeg, at guitaristen viste overbevisende spil både som akkompagnement og i solospil. Repertoiret er primært nyere bluegrass-standards, men vi fik nogle gospelnumre og countrynumre, hvoraf især Merle Haggards ”I’m Always On A Mountain When I Fall” gjorde et godt indtryk. I afdelingen for kuriosa var et bluegrass-nummer på flamsk!

Der er vist noget, som hedder Dansk-Amerikansk Venskabsforening – ellers kunne det godt være navnet på bandet, som indledte aftenen: Sunset Ridge. Det består af to danskere og to dansk-amerikanere,der alle er veteraner på den danske bluegrass-scene, og som for nylig har fundet sammen. Trods nogle småfejl er det en lovende konstellation, som nok skal folde sig ud til glæde for os bluegrass-fans.