dreamers tønder

Nikolaj Busk og Rune Tonsgaard fra Dreamers’ Circus

FolkBaltica Emsemble, Haugaard & Blum og Dreamers’ Circus satte sammen med Folk Spot deres sikre og vigtige aftryk på årets Tønder festival.

Ved skolekoncerten fredag på Open Air med ca. 3.000 inviterede skoleelever plus øvrige gæster på festivalen blev FolkBaltica præsenteret under kyndig ledelse af Harald Haugaard. Her var 19 unge musikere på scenen fra det sønderjyske og nordtyske område ud af de ca. 50 musikere, som mødes fem til otte gange årligt for at øve og arbejde med musikken – det har de gjort siden ensemblet blev stiftet i 2013.

Michael fra FolkBaltica i baggrunden mens Harald Haugaard styrer ensemblet.

Michael fra FolkBaltica i baggrunden mens Harald Haugaard styrer ensemblet.

”Vi har dog kun øvet sammen to gange mellem slutningen af 2014 og april 2015”, fortalte en af de dygtige unge musikere, Michael: ”Men vi øvede fra kl. 9 til 21 forud for dagens koncert. Det er bare fedt at spille sammen med så mange, og vi lærer utrolig meget af Harald Haugaard på Syddansk Folkemusik Talentskole i Odense. Jeg har spillet, siden jeg var otte år. I begyndelsen var det elguitar i et rockorkester, men i de tre seneste år har jeg spillet folkemusik”.

”Nogle af mine kammerater synes, at det er lidt specielt, at jeg spiller folkemusik, og nogle mener nok, at det er lidt kedeligt og gammeldags. Men når de først har oplevet musikken live, så har de alligevel løftet øjenbrynene og har sagt, at det er lidt sejt”.

Helene Blum

Helene Blum

På Kunstmuseet er det ikke bare kunst, kniplinger og sølvtøj, der fylder salene med publikum. Også Harald Haugaard og Helene Blum med band fyldte museets store sal, som i aftenens anledning nærmest kunne kaldes en musikalsk katedral. Koncerten indeholdt bl.a. en hyldest til Carl Nielsen i anledning af dennes 150 års fødselsdag i 2015, og det blev markeret med et trefoldigt hurra for den fynske komponist. Efterfulgt af den første polka, som den unge Carl komponerede, her i Harald Haugaards flotte moderniserede udgave, som garanteret ville have henrykket komponisten. I samme spor fulgte så Helene Blums elegante udgave af ”Solen er så rød, mor” og flere smukke sammenspil på violin med gemalen Harald Haugaard.

Efter den traditionelle morgenkoncert på Hagges med trioen Zenobia gav Dreamers’ Circus – Nikolaj Busk, Rune Tonsgaard og Ale Carr – igen en flot musikalsk opvisning. De demonstrerede, at deres blanding af klassisk og folk har løftet den instrumentale musik til en helt ny dimension, som har hævet overliggeren inden for den danske folkemusik. Deres pompøse kompositioner med stor variation og eksplosive temposkift fik folk op ad stolene i et fyldt Telt 2. De fik undervejs god støtte af The Danish String Quartet, som Rune Tonsgaard jo også er medlem af.

Harald Haugaard

Harald Haugaard