Første koncert på årets festival var den traditionelle børnekoncert, som i år var med kvartetten Phønix. (øverste foto) De godt 150 tilhørere var fortrinsvis fra børnehaver og dagplejere, og de fik en stor oplevelse. Der var rig mulighed for aktivitet ved selv at synge med og bevæge sig til de smægtende rytmer, ikke mindst når Jesper Falch spillede på diverse instrumenter – eller sig selv! Der blev også fortalt spændende eventyr og historier, og som altid, når det fynske band underholder, var det til stor glæde og fornøjelse for de ”kommende” unge festivalgæster.
Ni unge mennesker i bandet Ara Macao fik deres debutoptræden ved den allerførste koncert under festivalen på Havnescenen. Bandet, som har rødder i den århusianske musikskole Frontsession, jonglerer rundt mellem indie, rock, elektronisk og især verdensmusik. Bandet spillede flere numre, som de selv havde skrevet, og det var gennemgående glade melodier og toner, der blev præsenteret.
De havde også et nummer med fra populære AySay, og deres fortolkninger af både latinamerikanske, afrikanske og nordiske toner var en spændende oplevelse. Dog var der et par af de først numre, hvor bas og slagtøj kvalte den ellers fine blæsergruppe og de to velsyngende unge kvinder i forgrunden. Men en flot debut for det store talentfulde band.
På Torvescenen blev festivalen åbnet af de velspillende/syngende The Quiggs og efterfuldt af Chris & Mads, alias Chris Andersen og Mads Toghøj. Sidstnævnte fik senere under festivalen overrakt Den Danske Folkemusikpris. I begrundelsen sagde festivalforeningens formand Jesper Hegaard bl.a:
”Mads skriver fra hjertet til hjertet, og hans musik emmer af hans ophav i Skagen. Hans tredje studiealbum er en stor hyldest til barndomsbyen og de mennesker, som gjorde Mads til det menneske og den sangskriver, han er i dag”.
De to lokale troubadourer gav deres sæt med folk, blues, country og old time – melodier krydret med gode historier. Fortrinsvis med egen musik, men Mads Toghøj kunne ikke skjule sit ophav – nemlig som barnebarn af den legendariske folkesanger Fisker Thomas. Så han gav naturligvis den tårepersende vise ”Anna Lovinda” (link herunder), som hans morfar havde på sit repertoire.
Så var Tradish på programmet. Trioen er garanter for velspillede, traditionelle irske toner i allerbedste udgave med Louise Ring Vangsgaard på violin, Brian Woetmann på mandolin, slagtøj og bodhran og guitaristen John Pilkington. Alle tre med fine stemmer, som de demonstrerede på skift og sammen imellem enkelte instrumentale numre. Brian Woetmann viste også, at han kan danse irsk stepdans, men det var nu musikken, der var i højsædet. I bandets sæt var der mange af deres egne numre men også plads til de klassiske irske folkesange ”The Irish Rover” og ”The Leaving of Liverpool”.