Torsdag aften stod tre bands på scenen i Kultur- og Fritidscentret, repræsenterende forskellige årgange og genrer. Det begyndte med festivaldebutanten Louise Hammershøj med band. Den unge nordjyske komponist og sangerinde fik en flot optræden med sin liflige friske stemmepragt og vandt publikums gunst med det samme. (Øverste foto)
Hun præsenterede en række nyere numre som eksempelvis ”Walk and Out”, ”Wait and See”, men også et nummer som hun skrev for 13 år siden, ”Circles”. Der var et enkelt dansk nummer på hendes sætliste ”Måneskin”, som hun gav sammen med sin pianist. Men ellers havde hun fem mand med i sit udmærkede band, der støttede den talentfulde sangerinde, selv om hun i det næstsidste nummer beviste, at hun sagtens kan klare det selv.
Hun havde dog problemer med at begynde sangen i den rette toneart og måtte prøve et par gange. før hun ramte rigtigt. Men det tog hun meget professionelt i stiv arm og blev ikke slået ud af kurs af den grund. Som hun sagde: Det er hvad der kan ske, når det er live”. Faktisk meget flot klaret af en debutant, og der var da også fortjent stående bifald til Louise og bandet efter deres afsluttende nummer.
Det endte også med stående bifald, da Phønix afsluttede deres koncert, inden de gav den kendte middelaldervise ”Jeg så en ulv, en ræv, en hare”, som deres ekstranummer. (link herunder). Men forinden havde vi bl.a. besøgt ”Elverhøj”, som er navnet på kvartettens nyeste single, der vil være at finde på Phønix nye album, som udkommer i august. Der var et par fine instrumentale numre som f.eks. ”Højt til loftet”. I det hele taget er det en fornøjelse at lytte til de gode historier og eventyrlige tekster fra de gamle folkesange, som bandet giver nyt spændende liv. De forstår at finde helt ind til folkemusikkens sjæl på en meget underholdende måde med stor musikalitet.
Aftenen sluttede med et musikalsk festfyrværkeri af Lars Lilholt Band, der gav publikum mange af de kendte og populære melodier, charmerende fortalt af den østjyske troubadour. Han kan give de kendte sange nyt liv, selv om man har hørt dem et ”par” gange. Hans folkelige tekstunivers og gode melodier får folk op ad stolene, og der blev sunget med på mange af dem.
Det er også en fornøjelse at følge Mads Kjøller Henningsen, der har været en del af bandet i ca. syv år. Han spiller på ”alt brandbart”, som Lars Lilholt fortæller. Det vil sige diverse fløjter, skalmeje og drejelire. Han har trådt sine musikalske barnesko i ”ROD” og har været med i flere kendte folkemusikbands.
Da Lars Lilholt Band sluttede aftenens program, kunne publikum igen rejse sig og give stående applaus efter den tredje flotte koncert denne torsdag aften.