Holland og Tjekkiet er de to største bluegrasslande i Europa. I mange år har disse nationer været en slags hotspots for bluegrassmusikken. Holland har to store årlige begivenheder, hvoraf Rotterdam-festivalen er den største. Med et officielt program, som strækker sig over tre dage fra kl.12-23, er der rigelig lejlighed til at dyrke bluegrass’en i dens mange facetter.
Fra USA deltog i år bl.a. Della Mae, som tidligere har besøgt Danmark. Kvartetten, der består af meget dygtige kvinder, havde på deres Europa-turné fået forstærkning af mandolinisten Sharon Gilchrist, og de gav to forrygende koncerter med helt forskellige sætlister til glæde for os, som oplevede begge shows.
Foruden Della Mae deltog en række andre orkestre, duoer og solister fra USA samt naturligvis et bredt udsnit af europæiske bands. Desuden var programmet besat af en række navne, som spillede beslægtet rootsmusik, og som er for omfattende at omtale her.
I stedet vil jeg gerne sætte fokus på de tilhørende jamsessions, der fandt sted. Mange musikere kommer nemlig primært med det formål at spille/jamme uformelt med andre, og på festivalpladsen var et område afsat til dette. Derfor kørte der under hele festivalen en jamsession, som var åben for alle, og trods det høje lydniveau fra scenerne, skæmmede det ikke for udfoldelserne. Tværtimod havde de mange musikere og nysgerrige lyttere mere sjov end til koncerterne.
Her dumpede også de professionelle stjerner forbi og deltog på lige fod med amatører. Her lavede man organiske cirkler, så man kunne se og lytte til hinanden, her blev der mest spillet populære traditionelle standards, her udveksledes tips, teknikker, historier, og her blev der knyttet nye kontakter og lavet aftaler.
Også efter det officielle musikprogram var afsluttet, efter lydanlæggene og scenelyset slukket og scenetøjet skiftet, fortsatte disse maratonjams i mere private og festlige omgivelser til langt ud på natten. Her fik musikkens rå energi et anderledes, spontant udtryk, og den pæne optræden og stilige fremtoning fik mere
karakter af, hvem der kunne holde længst, før de ’blev for trætte’, eller instrumenterne ’blev for svære at stemme’. Det var dejligt at blive mindet om denne side af musikken.
Hele denne kultur er en væsentlig del af den oprindelige folkemusiks historie med dens geografiske særpræg. Musikere kan lære teknik, de kan øve, deltage i workshops, måske optræde og blive anerkendt, men den ægte spilleglæde kan ikke programmeres. Den skaber man sammen med andre musikere ved at give hinanden plads til at udfolde sig i. På denne måde er det folkets musik – ikke kun elitens, og når musikalske venskaber opstår på tværs af alle lande-, alders-, køns- og racegrænser bliver den et værdifuldt fælles samlingspunkt og udgør tillige selve essensen af folkemusikken.
