Foto: Claus Hellgren Larsen

Foto: Claus Hellgren Larsen

Det stod hurtigt klart, at vi havde besøg af ikke kun én, men to musikalske stjerner. Rob Ickes har for længst etableret sig som en super dobrospiller, og vi kiggede lidt på hans musikalske cv forleden her på siden. Han leverede også varen, lige fra det bløde og stemningsfulde til det vanvittigt hurtige, men at Trey Hensley også bragede igennem kom bag på mig.

Sædvanligvis sker udviklingen af virtuositet på et instrument gradvist. Én musiker specialiserer sig i at være lidt hurtigere, én har lidt flottere tone osv. Derved bliver der hele tiden rykket standarder for, hvad der kan lade sig gøre. Jeg indrømmer gerne, at jeg næsten ikke kendte Kensley, så lige foran mine øjne tilførte han plekterspil på akustisk guitar (flatpicking) et sjældent kvantespring. Jeg kunne skrive en længere afhandling om højrehåndsteknikker, pull-offs, floating, speed, timing osv., men jeg vil her begrænse mig og nøjes med at udråbe ham som den bedste all-round flatpicker, der har besøgt Danmark. At han også har en stemme som de bedste countrysangere, fik vi også bevis for mandag aften.

Duoen spillede sig igennem en række bluegrassnumre med venlig hilsen til pionererne Bill Monroe, Jimmy Martin, Flatt & Scruggs og Doc Watson. Der var hyldester til de ældre dobrospillere Mike Auldridge og Josh Graves, der var oldies fra Grateful Dead og Sonny Boy Williamson/Allman Brothers og så ikke mindst countrysange, hvoraf Merle Haggard’s Workin’ Man og Silver Wings gjorde særligt indtryk. Et flot varieret americana-program.

Med kun de to instrumenter til at dele soli er det en svær opgave at holde et kvalitetsbevidst publikum koncentreret, men de ikke bare klarede det – Rob Ickes og Trey Hensley brillerede! En stopfyldt sal kunne hylde en nuværende og en morgendagens stjerne i en uforglemmelig koncert.