Mange vil huske Rhiannon Giddens fra Tønder Festival 2013, hvor hun optrådte som en del af Carolina Chocolate Drops. Der er sket meget for hende siden. Hun blev inviteret til at optræde på en koncert, der var arrangeret som en udløber af musikfilmen Inside Llewyn Davis. Hendes optræden var så overbevisende, at hun blev solist. Kort tid efter medvirkede hun på nogle albums, og i 2014 kom så hendes soloalbum Tomorrow Is My Turn.
Igen beviste hun, at hun er et ekstraordinært talent som sanger, fiddler, banjospiller og musikhistoriker. Hun startede med Spanish Mary (en Bob Dylan-tekst, som hun har sat musik til), så fik vi en Dolly Parton- og en Patsy Cline-sang, Water Boy (kendt med Odetta), Shake Sugaree, Black Is The Color, Ruby (Cousin Emmy), When I Was A Cowboy (Leadbelly), Tomorrow Is My Turn (Nina Simone), to Sister Rosetta Tharpe-sange, og hele det lange sæt var krydret med en række oldtime instrumentalnumre, hvoraf jeg genkendte Buck Creek Girls og Old Tin Kettle. Hun sang en skotsk folkesang på gælisk og rundede af med Duncan & Jimmy.
Backingen blev leveret af et superband delvis bestående af tidligere Carolina Chocolate Drops-medlemmer samt nye medlemmer: Hubby Jenkins (banjo, guitar, bones), Malcolm Parson (cello, mundharmonika), Rowan Corbett (guitar, bones), Jamie Dick (trommer) og Jason Sypher (kontrabas).
Et så broget americana-repertoire kan nemt falde fra hinanden, men de formåede at gøre det til en meget varieret koncertoplevelse. I silkenederdel og bare tæer svajede og dansede Giddens rundt og styrede musikken. Fra næsten a capella-sang til vilde fiddletunes. Hvis man troede, at bones/ben bare er eksotisk percussion, så gav Jenkins og Barbett en rytmeopvisning på bones, der fik salen til at koge.
Det lykkedes at få en snak med Giddens og Sypher. Han fortalte, at de havde turneret længe i USA og Europa for at promote albummet, havde spillet for mange mennesker, og at de allerede var i gang med at indspille et nyt album med den nuværende besætning.
Giddens fortalte, at hendes nuværende succes var kommet lidt bag på hende, men at hun forsøgte at bevare dette momentum. ”Mit held var, at jeg mødte T-Bone Burnett. Han troede på mig og fik min solokarriere i gang, men man ved jo aldrig, hvor længe det varer”. Hun er 37, smuk, veluddannet, velformuleret og har en frisk humor, trods de alvorlige temaer i sangene. ”Med en hvid far og sort mor voksede jeg op i North Carolina. Jeg elsker at læse og havde det let med studierne. Jeg troede, at jeg skulle være operasanger, men min interesse for historie, fik mig til at interessere mig for borgerrettigheder, kvindekamp og ikke mindst den gamle amerikanske musik. Særligt sorte kvindelige musikere har jeg studeret og bruger deres sange i mit repertoire, og slavetidens skæbner har inspireret mig til at skrive nye sange”.
Når nu Roskilde Festival ikke rigtig havde rootsmusik på programmet, så var det godt at kunne ty til CPH Jazzfestival for at få en stor koncertoplevelse. Glæd jer til Aarhus Festuge, hvor Giddens med band igen kommer på besøg.
