Sangka

Sangka

Kunstneren Michael Kvium kommer ud i de menneskelige kroge på sin egen skæve måde, så derfor var det meget passende, at Phønix med den kinesiske guzheng-spiller Sangka afviklede deres kamæleonkoncert i Kvium-salen på Horsens Ny Teater. Kvium er født i Horsens. Bandet forstår nemlig også at komme rundt i mange hjørner i musikkens verden på deres helt egen facon.

phønix jesper anjaPhønix åbnede med ryggen til publikum, og efterhånden, som der kom lyd på de enkelte instrumenter, vendte musikerne sig om, og de forskellige instrumenter blev præsenteret. Bandet var fra første tone meget udadvendt og fik hurtigt kontakt til især det unge publikum i familiekoncerten og inddrog dem med både sange og især bevægelser. Her var Jesper Falch en utrolig frontfigur, som forstod at få alle med, både børn, forældre og evt. bedsteforældre.

Men ellers var det kinesiske Sangka, som meget af søgelyset var rettet mod. Hendes diskrete, elegante fingerfærdigheder på guzheng gav et spændende og anderledes lydbillede. Så der blev både spillet dansk musik med typiske kinesiske toner ind over og ligeledes et nummer fra Sangkas hjemland. Hun fik også mulighed for at lære publikum at tælle til fire på kinesisk som optakt til den kinesiske melodi. Anja Præst og Jesper Vinter tog sig en danskpræget svingom til netop disse toner.

Gang i familiekoncerten.

Gang i familiekoncerten.

Sangka fortalte også et kinesisk folkeeventyr, som Jesper Vinter heldigvis oversatte, og så demonstrerede Karen Mose med sit stepnummer, at hun kan mere end at synge. Koncerten med to vidt forskellige kulturers møde viste, at der var mange fælles træk, når bare musikken spiller. Der var stort fortjent bifald fra publikum, og det var en alsidig oplevelse både at se og lytte til – og der er flere endnu fra det velspillende og veloplagte band. (se kalenderen)

http://www.phonixfolk.dk/

 

 

Sangka lærer publikum at tælle til fire på kinesisk!

Sangka lærer publikum at tælle til fire på kinesisk!