Phønix er et så veletableret dansk folkemusikorkester med så fast besætning, at en nærmere præsentation ikke bør være nødvendig. Orkestret har den senere tid bl.a. optrådt med Folkemusikken i salmerne- et projekt, som fokuserer på krydsfeltet mellem den folkelige og den gejstlige musik.

Jesper Vinther

Vi tror måske, at vores salmer er statiske og altid har haft den form, som vi kender fra salmebogen, men mange salmer blev skrevet på folke- og visemelodier. Det var sange og dansemusik, som menigheden kendte og holdt af, og som igennem tiden er arrangeret og tilpasset kirkehandlingerne.

Anja Præst

Nu har Phønix forsøgt at genetablere det islæt af folkemusik, som nogle af salmerne måske oprindeligt har haft. De har grebet det nærmest musikvidenskabeligt an og har fundet historiske noder og kilder i arkiverne. Salmen ”Den lyse dag forgangen er” har Phønix f.eks. fundet i en version fra 1907 på en af de allerførste danske lydindspilninger på en gammel musikvalse (forløberen til grammofonplader).

Desuden har de bearbejdet flere salmer ved at tilføje en rytme og takt, som de mener klæder dem. ”Guds godhed vil vi prise”, ”Lille Guds barn, hvad skader dig” f.eks. et par vovede viser samt enkelte egne kompositioner, scottishen ”Nordlys” og instrumentalnummeret ”Groovy Guzheng” havde også fundet vej ind i repertoiret. Sidstnævnte melodi er skrevet inspireret af et musikalsk møde i Kina på en af deres turneer.

Phønix tilbyder at arrangere nogle salmer, så kirkens eller et lokalt kor kan medvirke på en del af koncerten. God ide, som Fensmark Kirkes Pigekor havde benyttet sig af. De medvirkede på bl.a. ”Nu rinder solen op af østerlide”.

Vi fik en ny oplevelse af, hvad nogle salmer kan, når de spilles med folkemusikkens drive og dansable swing, og blev mindet om, at et kirkebesøg ikke altid behøver at være andægtigt. Phønix’s folkemusik i salmerne kan fortsat høres til kirkekoncerter rundt om i landet eller på cd’en ”Hvad intet øre hørte end”. https://phonixfolk.dk/