Stærk duo med noget på hjerte.
Vi har mange dygtige musikere og troubadourer her i landet. Når så to af de ypperligste inden for hvert sit felt går sammen, så kan det ikke gå galt.
Søren Krogh og Perry Stenbäck har spillet sammen med jævne mellemrum gennem flere år, men det bliver deres partnerskab ikke dårligere af, tværtimod. I Musikhuset blev nordjyden Søren Kroghs lune og finurlige historier dygtigt akkompagneret af Perry Stenbäck, der med sit dobro- og guitarspil kan få hans hjemegns Jellingstene til at rocke. Duoen præsenterede et bredt repertoire fra Søren Kroghs musikalske kuffert, der både fik store smil frem og manede til eftertænksomhed.
Der blev danset Linedance ovenpå Fakta med thermokaffe og kikskage til. Vi fik brugt den hjemløses sidste 20’er. Nostalgien blev vendt med To barnesko, et af Knuth Beckers mange digte, som Søren Krogh har givet nyt liv fra albummet ”Silhuetter”. Vi fik også den ”muntre” Cornelis Vreeswijk-sang om den firedobbelte morder Anders og en Woody Guthrie-melodi med Søren Kroghs tekst om superskurken over alle skurke, ”Schweizer-Frank”.
Perry Stenbäck fortolkede en kærlighedssang på svensk af Cornelis Vreeswijk, og Søren Krogh kunne efterfølgende præsentere en munter sang…om døden! Og så dykkede Søren Krogh tilbage i barndomsminderne med en smuk vise om en Polkahest. Men ellers stod den på sprængt svinekam og flødekartofler, som troubadouren nævnte et par gange under koncerten, så man kan have mistanke om, at det er Søren Kroghs livret.
Han sang en smuk vise om en Sølvspurv, og pludselig var det slut efter næsten to timer i godt selskab med den dygtige duo. Forinden havde de givet ”Troubadourens sidste job”. Men vi kan glæde os over, at Søren Krogh og Perry Stenbäck sikkert har mangt og meget at fortælle os om endnu.
Inden scenelyset blev slukket, brændte den sidste tændstik også ud i sangen med samme titel med omkvædet ”Jeg er bare en bette tændstik”, og publikum kunne alle forlade cafescenen i Musikhuset med et smil på læben og alligevel med nye tanker.
Perry Stenbäck var i øvrigt lige vendt hjem efter to koncerter i norske Lillesand med BragR, hvor kvartetten spillede under ”LillesandsDa’ene”.
http://www.sorenkrogh.dk/210-kontakt.htm