Odie Leigh fortalte mig, at hun lige var ankommet til Europa for allerførste gang. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun forventede, men kunne allerede konstatere, at det var meget forskelligt fra hendes hjem i Louisiana, USA.
Hun rejser med en kuffert med merchandise i den ene hånd, mobiltelefonen i den anden og en guitar på ryggen. Hun benytter to meget forskellige måder at stemme sin guitar på og foretrækker derfor at have to guitarer, men klarede opgaven med nogle friske bemærkninger: ”Hvis nogen forventer finstemte guitarer, så er de gået forkert”. Et af hendes slagord er (frit oversat): ”Hvad er værre end en kvinde, der lyver? Det er en kvinde, der siger sandheden.
Leighs friske og frivole stil var særlig tydelig, da hun solo indtog scenen i det fyldte lokale. Jeg blev overrasket over, at så mange blandt publikum kendte hendes sangtekster og sang med. Forklaringen er, at hun er ”queer-venlig”. Leigh er ikke erklæret queer, og hun gjorde sig ikke til talsperson for andet end nogle gode sange, men hendes ofte meget ærlige, reflekterende tekster om parforhold er blevet så populære blandt queers og LGBT+ via sociale medier, at det var tydeligt, at hun havde en hengiven fanskare.
Med sin store sangstemme og nogle sange med stort potentiale er det ikke utænkeligt, at hun bryder igennem fra ’folk-misfit’, som hun kaldte sig selv, til anerkendt sanger/sangskriver. Det kunne ske, når hendes færdigindspillede album snart udkommer – og som resultat af denne ”The Only Thing Worse-turné”, som fortsætter ind i det nye år.
Danske Polly (Amalie Hannibal) indledte aftenens program med fem sange fra sit 2022-debutalbum ”Invitation”. Albummet er egentlig en pop-produktion, men denne aften blev hun akkompagneret af en guitar og fremstod mere som en talentfuld, alvorlig sanger/sangskriver.