Festivalen, der blev afholdt for 21. gang, har altid haft det særkende, at man gerne vil give unge talentfulde musikere chancen. Og lørdag aften var ingen undtagelse. Danske Over Sundet åbnede aftenen, og senere blev de afløst af finske Ruuti.

De fire unge musikere i Over Sundet, Siri Iversen, Cecilie Strange, Lea Havelund og Simon Busk, har som kvartettens navn antyder, hentet en stor del af deres inspiration i Sverige og nabolandene.

Over Sundet har fundet en niche med deres egne fortolkninger af den melankolske, lidt sørgmodige klang fra den svenske, norske og finske folkemusik, som de i fint samspil har flettet sammen i deres egne kompositioner, som er inspireret af, at de fire musikere har forskellig musikalsk baggrund.

Kombinationen med en cellist, to blæsere og en slagtøjsspiller er lidt usædvanlig, men netop denne sammensætning giver et underfundigt og anderledes klangbillede.

Således har kvartettens kvindelige medlemmer skrevet all 10 melodier på deres første cd, med meget forskellige titler og ideer. Lige fra en hyldest til den norske dukkefilm ”Bjergkøbing Grand prix” til den lidt ”tunge og sorte” ”lakridsen kommer”!

Kulturmaskinens andet skud kom fra finske Ruuti (der betyder krudt), der lagde ud med lidt ”mørkt krudt”, men trioen fik efterhånden det skarpe skyts fundet frem, især når violinisten Kukka Lehto tog fat.

Og som guitaristen Topi Korhonen lunt sagde: ”Vi vil hellere bruge tiden på at spille, og så ikke snakke så meget mellem numrene”. Og efterhånden fik Ruuti, der har Ilkka Heinonen på kontrabas som tredje medlem, vendt den lidt dystre begyndelse til et flot mix fra det subtile, lidt melankolske til det levende med hurtige grooves.

Bandet gav to ekstranumre, hvor de også sang til, og det kunne man ønske de havde gjort tidligere, da det gav deres musik en ekstra gnist.

Over Sundet og Ruuti, Kulturmaskinen, Odense Folk Festival, d. 22. maj, 2010

www.myspace.com/oversundet

www.myspace.com/ruutimyspace