Hvis Kim Larsen er Danmarks Nationalskjald, så må Niels Hausgaard være Danmarks Nationalsatiriker. Hans gemytlige sarkasme er vel lige så stor en del af vores kollektive bevidsthed som Larsens sange er blevet?
Han startede som en ukendt folkesanger i de tidlige 1970’ere, men man har indtryk af, at han altid har været en landskendt og elsket offentlig person. De fleste musikere vi omtaler her på siderne, er sangere og sangskrivere. De færreste kan foruden satiriker skrive skuespiller, debattør og entertainer på visitkortet, og så er det er vel kun Niels Hausgaard, som også er TV-personlighed og i øvrigt også har en separat virksomhed som hesteavler.
Der er nogle, som ikke bryder sig om N.H., men hvis man ser en liste over hans årlige turnéplan, så er der stadig utrolig mange, som indløser billetter og nyder hans optrædener. Så mange, at alle andre i dansk showbusiness enten må respektere eller misunde ham og hans evne til både at spidde og samle os danskere med sin underspillede lune. N.H. har ikke – mig bekendt – udgivet noget materiale siden 2006, så vi må op af sofaen for at opleve ham live, og danne aften var det nu blevet min og knap 1000 andre ”boomeres” tur.
En af hans monologer og efterfølgende sange handlede om, hvornår han overlader scenen til nye generationer. N.H fortalte, at han ikke har planer om at pensionere sig. Så trods helbredsproblemer for et par år siden, lader det til at Hausgaard. er aktiv entertainer lige så længe nogen gider lytte på ham. Forhåbentlig langt ud i fremtiden.
Kevin Johnsons sang “Rock and roll (I Gave You All the Best Years of My Life)” blev aftenens start- og slutsang. I Niels Hausgaards danske oversættelse har teksten bevaret det oprindelige nostalgiske indhold om en musikers forgæves forsøg på et gennembrud. Måske et underligt sangvalg. N.H. har jo haft masser af succes, og rock and roll vil de fleste af os altid forbinde med Peter Bellis oprindelige autobiografiske signatursang. Men Hausgaard skuede tilbage. Han fortalte, at hans boomer-generation – trods oprør og med de bedste intentioner – havde fejlet på mange områder. Han håbede, at nye generationer ville klare sig bedre, selv om han ikke havde rosende ord om dem.
”Det er jo rigtigt nok, at jeg ligger til venstre. Jeg har aldrig rigtig hørt nogle gode argumenter imod solidaritet”, sagde han. Men på behændig vis har han undgået at være talsmand for bestemte holdninger og blive draget ind i kontroversielle sager. Han er jo en skarp observatør og er sluppet afsted med barske udfald mod vores dårskab samt de mest skingre debatter netop ved at dække sig ind bag satiren.
Aftenens emner og meningerne var ikke helt så skarpe og blev ikke serveret lige så kvikt som tidligere. Tiden med lidt fællessang, tilråb, improvisationer og tættere kontakt med publikum er ovre. Nu er forestillingen programsat. ”
Årets ”Åh, Boomer”-turné, som nu er afsluttet, blev derfor lidt revy- og ’best of’-agtig med gamle favoritter tilsat enkelte nye aktuelle sange og indslag. Koranafbrændinger, Israel, krig, kongehuset, Socialdemokratiet, Liberal Alliance, sociale medier, foreningsmøder, slagregn og naturligvis det faste repertoire af vores sære motionstrends, sygdomme, skavanker og handicaps, kan vi jo altid grine af.
Og grinet blev der naturligvis. Fra stille hø-hø, over kluklatter til voldsomme lårklaskende latterbrøl. Det hele pænt doseret, så vi lige nåede at få vejret inden næste bølge. Sangene og monologerne i en næsten fifty-fifty fordeling blev serveret i den velkendte ironiske, joviale og stuerene tone. Der var tid til et lille solonummer fra akkompagnatøren Martin Schack, og eneste indslag, som ikke var programmeret, var et lydproblem. Tilbagevendende lydudfald skæmmede nemlig hele det første sæt. N.H. forsøgte forgæves med at par sjove kommentarer, men så meget spontanitet var altså irriterende for alle os boomere, selv om vi ikke lod os mærke med det. Åh!
