Bluegrass Music Denmark indledte 2023 med et besøg af New Aliquot fra Tjekkiet. Bandet spillede ikke traditionel bluegrass-musik, men snarere new acoustic, som det kaldes. Uanset stilbetegnelse så fik de virkelig en varm modtagelse fra publikum i den fyldte sal. Med god grund, for deres evner på deres akustiske instrumenter var ekstraordinære.

Og for lige at understrege deres overskud, så skiftede de både instrumenter og lead-sang som det mest naturlige, og også på deres sekundære instrumenter var de ikke bare gode, men eminente. Deres navne: Pavel Duda (bas, guitar), Ondra Kozák (guitar, fiddle, mandolin), Vítek Hanulík (mandolin, guitar) og Karel Začal (dobro) er ikke kendte herhjemme. De har spillet i andre konstellationer, men siden de dannede New Aliquot i 2016 har de vundet en række priser og placeret sig blandt eliten i Europa inden for den moderne akustiske musik.

Deres repertoire består af både egne og andres kompositioner. Det hele var stramt arrangeret med plads til delvise improvisationer i instrumental-solierne og imponerende to- og trestemmige melodistykker. Fyldt med udvidede akkorder og komplicerede rytmepassager var det virkelig avanceret koncertmusik, vi blev præsenteret for. Jazz-inspirationen var tydelig i det instrumentale opvisningsnummer Spain, som er komponeret i Japan af en amerikansk musiker, spillet af et tjekkisk band i Danmark, som de sagde. Mine favoritter var et par John Hartford-sang leveret i folk-stil.

Det musikalske niveau blev virkelig sat højt på denne sæsonåbning, men som supplement til foreningens koncerter er der opstået en mere jordnær og folkelig tradition. Man kan nemlig nu medbringe sit instrument og jamme med musikerne og andre gæster til ud på natten.