Efter de seneste års tøvende tilløb og Corona-benspænd ser det heldigvis nu ud til, at Nashville Nights er etableret som fast tilbagevendende begivenhed i Danmark. Inden Nashville Nights-festivalen i september (se tidl. artikel) er en karavane af skiftende musikere ved at afslutte en grundig tur rundt i landet.
Om det var det familievenlige tidspunkt kl. 16-19 på en helligdag, det fyldige internationale program, lokaliteten på Køge Havn, det gode vejr eller den stigende interesse for americana, der er årsagen skal være usagt, men koncerten var næsten udsolgt. Og det samme gælder de øvrige koncerter på turnéen, hvor forskellige musikere bidrager undervejs.
Vi har tidligere omtalt dette writers round-koncept, som stammer fra den legendariske The Bluebird Café i Nashville, hvor sanger-sangskrivere mødes og uformelt og på skift præsenterer deres nye sange. Også Women’s Circle og Gentlemen’s Circle på Tønder Festival har taget denne idé til sig.
Dan Smalley besøgte Danmark i 2021 og 2022 og han er med sin stil dybt forankret i countrymusikken. Han har da også arbejdet med især Keith Stegal, men også optrådt med Willie Nelson og Ashley McBryde og har skrevet eller medskrevet flere hits. Han har dog kun udsendt en EP i eget navn. Selv om han gjorde en dyd ud af sit outlaw-image, så er han en del af det etablerede Nashville musikmiljø. Stegal har en overbevisende vokal med de rigtige, ornamenterede fraseringer (som ingen danske sangere endnu behersker) og sange med de typiske country-metaforer. Hans ”State of Country Music” var et af højdepunkterne i hans bidrag til koncerten.
Også D. Vincent Williams kan sin country og kender sit sangskriverhåndværk og hitformlen: En kort intro/et par vers/et par omkvæd på i alt 2½minut. Han fik dog tid til nogle gode, sjove og joviale introduktioner. Med en lige så stor stemme som Smalley og et sikkert greb om sine sanges virkemidler, fik vi ét af hans store hits samt nogle helt nye uprøvede og uudgivne sange.
Kinsey Rose er også en del af Nashville-etablissementet og efterhånden en kending på Nashville Nights, hvor hun tidligere år har optrådt med sine flotte stemme og velskrevne sange. Hendes version af Gasolins ”This is My Life” fik gang i fællessangen.
Foruden disse amerikanske countryartister optrådte tre svenske sangere og sangskrivere for første gang i Danmark. De har alle en mere poppet tilgang til deres sangskrivning. Stiko Per Larsson er mest kendt for at have vandret og spillet Sverige tyndt. Han har simpelt turneret til fods til velgørende formål.
Sophie Hanson er foruden musiker også influencer. Vi blev sparet for skønhedsprodukter og fik i stedet en rørende version af hendes selvbiografiske sang ”Brother”. Hun supplerede også med smuk harmonisang til nogle af Richard Alex’ velskrevne sange.
Til slut måtte alle på scenen med børn og runde af med fællessangen ”Take Me Home, Country Roads”. Bryghuset Braunstein og Køge havns bolværk dannede kulisser og med så høj kvalitet af musikere, sange, stemmer og akustiske guitarer savnede jeg slet ikke yderligere musikalsk backing eller lysshow på denne ’Nashville Afternoon-Evening’.