Vi har ikke så mange her i riget, der kan fremføre en blues autentisk. Nalle ligner mere og mere én af de få. Hans liv har været en både rå og følsom blues, og sådan fremstår han som sanger. Nok er han ikke født i hverken New Orleans eller Memphis, men derimod i Odense. Alligevel formår han at fremføre sine sange med et udtryk, der signalerer at han både mener og føler hvert ord. Sange som ”What Am I Living For?” og Sam Cooke´s slidstærke ”Bring It On Home To Me” bliver sunget som havde han selv skrevet dem.
Ivan Sand og Henning Kaae på deres akustiske guitarer med Dion Egtved på bassen kan måske ikke konkurrere med Nalles tidligere makkere Knud Møller og Hans Theessink i virtuositet, men de rummer til gengæld en mere kantet bluesfeeling, der klæder den aldrende odenseaner en snert bedre. Derved er der i den grad blues i den, når de fire skaber deres blå syntese.
Blues er dybest set ikke en genre men et livsudtryk, og danske udøvere kommer nemt til at minimere det hele til stiløvelser. Nalle og hans kumpaner er kommet mere end et skridt videre. Specielt i de langsomme og lavmælte sange var både følsomheden og timingen i fremførelserne mærkbare.
Ivan Sand leverede et indslag, der faldt noget ved siden af med en C. V. Jørgensen-fortolkning – uden at han gjorde det dårligt. På sær vis faldt Nalles fordanskning af ”Crying Time” også lidt ved siden af, men de par ”outsidere” skal være dem tilgivet med deres hudløse og indfølte koncert i øvrigt. Fandeme i orden!
Nalle & His Crazy Ivans, Strib vinter Festival, 18. februar 2011
Nils Thorlund
