Lidt sol, lidt køligt, heftige regnbyger, men gennemvarm festivalstemning efter halvandet år med en tung frygtdyne af klam Corona. Der var virkelig befrielse i luften, da Anne Grete Kamilles og Søren Korshøj med venner for 13. gang inviterede os til nordisk folkfestival ved den smukke Præstø Fjord. Det har været en – næsten – ubrudt række af festivaler siden 2009.
Anne Grete Kamilles og Søren Korshøj
Næsten ubrudt, for sidste år var festivalen på meget lavt blus, og selv om der i år heller ikke var fuldt hus, for programmet var lidt reduceret og deltagerne færre, så var der mange mindeværdige timer og store musikalske oplevelser. Kristine Heebøll fik årets Spillemandspris overrakt af en velinformeret Zenia Stampe, (øverste foto) der selv boede på festivalens camping, og Rasmus Nordqvist overrakte Søren Korshøj Buskspilprisen.
Som altid bød MoPF danserne velkomne. Der var hundreder af danseglade mennesker i alle aldre, og selv om Danseladen i år var henlagt til det mere corona-sikre Cafételt, så var der rig mulighed for at røre benene til både ungarske sigøjnertoner, sønderhoninger og de beslægtede svenske slängpolskaer.
Gruppen Trolska Polska lagde for torsdag aften med deres troldeagtige, bastunge rytmer. Senere var der mulighed for at lære nordiske danse med Jelling Spillemandslaug, svenske danse med Karin Walin, Tina Quartey og Anna Björk – og for at forsøge sig med klap på fodsålerne til Banda Transsylvanias medrivende toner.
Den ungarske sigøjnermusikkultur blev præsenteret med den timelange film, ”Fly Bird, Fly” med efterfølgende samtaler om status på nordisk og ungarsk folkekultur og -musik. Filmen gjorde det klart, at dans og musik i Ungarn gennem mange år havde haft en politisk mission som en understrøm under og mod de statssanktionerede kulturformer. Udfordringen bestod i dag i at bevare denne autentiske understrøm, der hele tiden truede med at drukne i populærmusikken. Til en vis grad så vi dog, at folkekulturen også smittede af på mainstream-poppen, for ungarsk tv var begyndt at vise X-faktor-talentkonkurrencer forbeholdt folkemusikken, og det var bestemt ikke de dårligste sangere, der kom ud af det.
MoPF har altid god plads til børnene. Så der er ikke noget med, at festivalen domineres af ældre kvinder og mænd. De er der selvfølgelig og heldigvis også, ofte med violiner og harmonikaer og koncentrerede og glade ansigter, men her er også legepladser, sandbunker og børnekoncert. Egentlig skulle musikfortællingen ”Hjertelys” have været børnenes trækplaster fredag formiddag i Viseteltet, men sygdom havde ramt skuespillerne, og med halvanden times varsel var duoen Svøbsk så trådt til.
”Der stod pludselig i morges én ved teltet og spurgte, om vi kunne spille en børnekoncert”, sagde Maren Hallberg Larsen, der også privat danner par med Jørgen Dickmeiss (sølvbeslået rigsspillemand). De omkring hundrede fremmødte børnehavebørn fra Tappernøje og omegn blev bestemt ikke snydt, da Svøbsk på imponerende vis improviserede en børneforestilling med børnenes aktive medvirken i form af klap, sang og rytmiske bevægelser.
Mine egne store oplevelser i år var finske Désirée Saarela med smukt fingerspil på miniguitarer og hendes stærke, fortællende, historiske sange med rod i Finlands dramatiske fortid. Så var der også trioen Den Lille Café (fra Fyn og Jylland), som i den grad bragte liv i den kulturradikale sangskat med Poul Henningsen i centrum. Også Channe Nussbaum og Henrik Nordbrandt med deres spændende kulturmøde omkring temaet ”Hjemløshed”, Rod og Fod, Bragr og – som min egen store overraskelse – kvartetten ”Kolonien” fra Järna, tæt på Södertälje og Stockholm.
De fire var stort set alle i familie og udgjorde et fornyende og frisk musikalsk indslag med optimistiske, samfundskritiske, reggaerytmiske sange. ”Vores kusine Anna er desværre blevet syg, så hun kunne ikke være med i aften”, sagde gruppens guitarist, Arvid Rask. ”Men så ringede vi bare efter en anden kusine”.
