Lidt solskin, lidt styrtregn, hundekolde soveposer, varme musikalske oplevelser og en masse rare mennesker, der finder sammen til en snak, lidt samspil, et godt måltid – og måske en tur på kyssebænken. Hvem ved!
Én ting var dog sikkert: Den 14. festival, Musik over Præstø Fjord, er netop afviklet i dagene 4. til 7. august på Anne Grete Kamilles og Søren Korshøjs mark, tæt på Gøngeland, Anders Lassens mindetavle og Oldtidsvejen. Måske var der knapt så mange mennesker, som man kunne ønske sig – Coronapausen trækker stadig sine spor – men masser af dejlige oplevelser. Jeg håber, at der melder sig et væld af frivillige og masser af gæster til de kommende års MoPF!
Det er selvsagt umuligt at referere alt, hvad der skete i løbet af de fire intense dage, men her er nogle punktnedslag: Danske Christian Alvad og svenske Anna Wirsén fandt sammen som par i 2015 – privat såvel som musikalsk. De har et frugtbart kunstnerisk samarbejde med den spændvidde, som nabolandenes små forskelligheder byder på, og så har de desuden en fælles olivenlund i Italien. De to gav os en vidunderlig koncert i Viseteltet lørdag aften, en koncert, som omfattede såvel Wirséns mest kendte sang, ”Vardagsballerina”, som sangen ”Harley-Davidson” og flere instrumentale numre fra Alvad. De sluttede af med Björn Afzelius´ ”Sång till Friheten” (1982), der gik rent ind hos det medlevende publikum.
Duoens strengespil på guitarer og marokkansk lut fungerede i perfekt harmoni. Alvad har været en trofast akkompagnatør for andre, men kan i den grad flyve selv. Wirsén er nok endnu ikke meget kendt herhjemme, men er en fin sangskriver med en varm stemme. Det bliver spændende at følge de tos fælles samspil og musikalske udvikling i årene fremover.
Måske er det ikke imponerende at berette, at vi var nogle stykker, der selv syntes, vi var vildt tidligt oppe. Men efter en halvvåd nat, hvor mange først kommer i den fugtige sovepose hen ad morgenen, er det faktisk lidt af en bedrift at være klar til nye oplevelser op af formiddagen. Allerede Kl. 10 15 sad vi parate i Bålhuset med det imponerende trægulv, bestående af 48.000 håndudsavede træstykker, og var klar til morgensang fredag og lørdag med Kristian Bisgaard og Sara Futtrup. Det er en medrivende og intim oplevelse at synge sammen, og de to pianister havde foretaget et smukt udvalg fra egen produktion og Højskolesangbogen.
Noget af det mest livsbekræftende ved Musik over Præstø Fjord er de mange unge mennesker, der deltager. FOD og ROD har haft en god virkning. FOD er et spille- og dansestævne for unge i alderen 16-30 år, og ROD er et tilsvarende stævne for unge musikere. Både FOD og ROD satte deres præg på MoPF og viste, at folkedans og folkemusik lever i bedste velgående. Lørdag aften sent hørte jeg livlige og sprøde toner fra Dansetræet, hvor de unge satte gang i den.
Zenia Stampe (MF, Rad. V.) overrakte årets Spillemandspris til Erling Olsen, ildsjælen bag Danmarks eneste folkemusikforlag, pladeforlaget GO’ Danish Folk Music, som siden 1997 har udgivet og præsenteret dansk producerede folkemusikudgivelser til ind- og udland.
”Erling Olsen er på mange måder en mand, der rager op i folkemusikmiljøet”, sagde Zenia Stampe og pegede på den næsten to meter høje skikkelse ved sin side. Samme Olsen er også manden bag den internetbaserede radiokanal for folkemusik, Radiofolk.dk.
I år uddeltes der ingen Buskspilspris, fordi modtageren var blevet syg. Men Fin Alfred Larsen modtog fredag eftermiddag Viseprisen. Mere herom i en anden artikel. Skønt var det at kunne nyde alle herlighederne på MoPF igen, efter to års Coronadæmpning!