Alt var positivt og i balance. Alt åndede fred og fri for konflikter, da Tracy McNeil (CAN) og Dan
Parsons (AUS) kom ind på den store scene uden lys- og røgeffekter og med kun én mikrofon.
Publikum var placeret pænt omkring hyggelige caféborde med LED-stearinlys og økologiske og
formentlie alkoholfrie drinks eller bæredygtig kaffe med plantemælk.
Udadtil udstrålede Minor Gold den rene glæde, store smil og perfekt harmoni. “Vi drikker altid kun
kogt vand” sagde hun, og de positive vibrationer ville næsten ingen ende tage, da det sympatiske
ægtepar lukkede os ind i deres verden. Den består i at rejse rundt i de engelsktalende verdensdele,
give stuekoncerter og overnatte i private hjem eller campers.
Denne livsstil har de praktiseret, siden de mødtes for mange år siden. Deres base er Queensland,
Australien, hvor de for nylig vandt ‘Folk Award’. “Sådan noget man er ligeglad med – lige indtil
man selv får en,” som han sagde. Deres sange er blevet spillet i høj rotation på radioen i Australien
og har også nået Top10 på NACC-hitlisten i USA.
Trods deres ihærdige turnéliv har de haft tid til at indspille to album, ”Minor Gold” (2023) og” Way
To The Sun” (2025) med deres velskrevne sange, og det var disse, vi fik eksempler på med titler
som ”Way With Words”, ”Leave the Light On”, ”Lighter Shade” og ”Moonlight Silver”.
Deres varemærke er tæt harmonisang. Kun for afvekslingens skyld sang de lidt unisont eller
solo. De praktiserer en pop-folk-stil og -lyd, der har rødder i 1970’erne med referencer til Simon &
Garfunkel, Loggins & Messina og James Taylor. Deres sange er helt traditionelt opbyggede og
meget iørefaldende, og de blev præsenteret ekstra afdæmpet, alvorligt og tilbagelænet.
Det hele var en nøje koreograferet koncert helt ned til ordvalg og uden antydninger af en verden i
opbrud uden for væggene. Der var så stille i salen, at det mekaniske bifald næsten lød som torden,
selv om det bare var høfligt, og der var ikke plads til humor, men dog lidt pæn fællessang.
Hvorfor sidder også jeg så bare og gør som alle de andre, men håber alligevel på en lille afvigelse
fra det nøje programmerede forløb? En lille fejl, lidt spontanitet, et råb fra salen, en lyd fra en
mobiltelefon, et hosteanfald? Nej, det skete ikke. Pænheden lever og har det godt, også til denne
slags folkemusikkoncerter, hvor man sågar får venlige sms’er fra arrangøren før og efter koncerten.
