Sønderjyske Mallemuk trådte til indledning langsomt ud af mørket og lod de første omkring 10 minutter musikken ledsage lyrikken uden introduktioner eller talte ord overhovedet. Et særligt koncept, tænkte jeres udsendte. Det kunne blive interessant.
Så blev der normaliseret. Ikke sangeren og centrumfiguren Joakim Okkels, men guitarist Michael Hornhaver tog ordet og fortalte sine historier. Efterhånden kom også solisten ind med sine indlæg. Introduktionerne løftede sjældent sløret for sangenes indhold. Det kunne ellers nok være relevant, grundet sangfremførelsernes diktion, som ofte gjorde lyrikken svært hørbar. Generelt var introduktionerne i udbredt grad løsrevne fra Mallemuks ekspressive musik, men uden humor var de til gengæld ikke.
Når det ikke var tilfældet, relateredes de enkelte sange til et givet album og ikke i deres egen ret. Det har nærværende skribent altid haft det svært med. En sang synges vel for at fortælle noget mere end blot på hvilket album, den er placeret.
Mallemuks udtryksmættede musik med sin afvekslende dynamik indhyllede på glimrende vis den lyrik, der som nævnt beklageligt ofte var svær at få hold på. Udtrykket vekslede mellem det melankolske og noget mere dedikeret pågående. Mellem ordene blev vi forkælet med fine og velklingende instrumentale sekvenser, som supplerede og underbyggede kvartettens generelt personlige og særdeles interessante udtryk.
Hvis lyrikken havde stået så klart, som opsætningen fortjener, og den mundtlige præsentation havde været bedre integreret, ville Mallemuks koncert utvivlsomt have stået tilbage som en ganske fin totaloplevelse.
