”Dejligt at se så mange gamle ansigter”. ”Undskyld, gamle KENDTE ansigter” lød det fra Lankum, da de havde entret scenen på spillestedet Alice i København. Lankum har tydeligvis en flok supportere i Danmark, og det var ikke mange gamle ansigter, men primært et ungt, nysgerrigt publikum, der var mødt op på denne Black Friday.
De traditionelle numre, som Dublin-bandet spillede, var gjort næsten ukendelige, og det er tydeligt, at Lankums mission er at afsøge nyt musikalsk terræn. Det kunne opfattes, som om at de næsten skjulte, hvor dygtige musikere, de er, ved at tilføre disharmonier og lange meditative forløb. Især deres firestemmige sang var helt enestående smuk.
Fra en plads ved lydmanden, kunne vi til gengæld se, hvor aktiv en del af musikken han var. Ved at tilføje lydeffekter og dynamik styrede han slagets gang og det samlede lydbillede. Og det var lyttemusik. Kun få gange blev der åbnet rigtigt op for rytmerne, ellers var det de lange hypnotiske dronetoner fra især harmonium, der fungerede som akkompagnement til sangene.
Dette gav mig mindelser om Nico og en række af psych-folk-orkestre fra 1960’erne. Vi ved godt, at den irske folk er meget mere end lystig rytmeleg og triste sange, og her fik altså vi eksempler på en mørk og introvert musik, som føjer helt nye perspektiver til folkemusikken. Især når den er så intens og veludført som på denne aften af Lankums fire medlemmer: Ian og Darragh Lynch, Cormac Mac Diarmadas og den karismatiske og prisvindende sangerinde Radie Peat.
Det skal tilføjes, at den lave scene, den dæmpede belysning, de siddende musikere, og det stående publikum bevirkede, at næsten ingen kunne se, hvad der foregik. Perfekt til dans, men håbløs til koncert. Det var ærgerligt for de mange, som ikke lige stod tæt på scenen, men vi længere bagved kunne heldigvis alligevel føle nærværet og magien.
Lankums tredje studiealbum ”The Livelong Day” kom i slutningen af oktober. De kunne nok have solgt en del fredag aften, men desværre var albummet allerede udsolgt tidligere på turneen.
