I flere sæsoner har Galaksen arrangeret både en drenge- og en pigeaften. Ideen er oplagt og god. I området mellem ”åben mikrofon” og professionel optræden får en række nye singer-songwritere nemlig mulighed for at prøve sig af over for et publikum, som samtidig får lejlighed til at opleve nye navne og talenter.
Aftenens piger havde nu alle en del erfaring med at indspille deres sange. Dansk/svenske Nilla Nielsen har således allerede fem CDer på markedet. Hun havde også en sikker optræden og præsentation af sine svensk- og engelsksprogede sange. Mange gode sange i både folk, pop, rock og reggae-stil sunget af en glimrende stemme.
Rikke Lie har i 2004 udgivet albummet ”Style of Glamour” og havde tydeligvis også erfaring med at fremføre sine sange. Foruden de mere traditionelle ’sangskriver’-sange har hun fra rejser og ved at lytte til især vestafrikansk highlife-musik tilegnet sig et spændende rytmisk element i sine sange. Det kommer nok bedst til sin ret, når hun optræder med band og på plade. Og det sker til efteråret, hvor hun spiller rundt om på Sjælland, og hvor hendes nye CD ”Heart, Beats & Blood” udkommer. Men som solist klarede hun sig også fint.
Tania Viit rundede aftenen af. Hun kæmpede lidt med nerverne og teknikken og savner stadig fokus og rutine som optrædende. Bl.a. ville det klæde hendes optræden, at hun frigør sig fra noterne. En spændende, ny stemme, som ikke rigtig fik sine tekster igennem. De brudstykker, som man opfattede, lød meget surrealistisk og indforstået: ”Går på blødkogte æg…har ondt i lynlåsen..pebermarker”. Sikkert ikke alles opfattelse af en glad aften i byen med pigerne.
Sammenfattende kan man sige, at disse unge, kvindelige musikere ikke bare kopierer de kendte singer-songwritere, men har fundet deres personlige sti. Om deres sange og optræden vil række til mere end bare en hobby, vil den løbende udvikling af deres talenter vise. Man kan finde flere oplysninger og lytte til deres indspillede musik på bl.a. MySpace.