Kun for Forrykte er en todages temafestival, som ser ud til at have bevist sin berettigelse. I smukke naturomgivelser samles hvert år nok mennesker til, at det økonomisk ser ud til at hænge sammen. Både på scenerne og blandt publikum er det ikke kun pensionerede hippier, men også yngre generationer, som finder værdi i 1960’ernes mode, livsstil og især musik. I et musikprogram af gamle og nyere danske syrerockorkestre var også enkelte navne, som rootszone.dk bedre relaterer til.
Laursen er blevet et fast indslag på festivalen. Han optræder enten solo eller, som her, med band. Folk-pop-bandet var mere taktfast end swingende og præsterede heavyrockbas, synthesizer og banjo med distortion og ikke helt sikre arrangementer. Dette havde været bedre til en havnefest end til denne love-in. Vendelboen Laursens sange har ellers et godt potentiale, men programsat kort før sit idol Allan Olsen kom han til kort.
Allan Olsen optrådte solo, og med sine sædvanlige rituelle drinks, smøger, Van Morrison scat-sang, beske kommentarer til multinationale festivaler, m.m. kan han fastholde sit publikum. Han kan standse en sang med pludselige kommentarer, han kan lægge et par vers af Dylans ”All Along the Watchtower” (eller nævne Stubbekøbing) ind i sine sange. Skarp og samtidig afslappet gav han kendinge som ”Lille Gråspurv” og ”Miss Pachoulia”. Olsen havde observeret, at hans sang ”Lorna” ’er den eneste, som Alex Nyborg Madsen ikke har spillet i radioen, så den måtte han da spille med hele forhistorien om ’majestæten Lise Nørgaard’.
Canadiske Wendy McNeill havde medbragt et skandinavisk band, og hvad de mangler i teknisk kunnen på deres instrumenter, blev opvejet i kreativ nytænkning. McNeills musik er en slags neo-folk med elementer af performance og cabaret, og der var gang i loop-maskine, dans og digtrecitation. Hele denne musikforestilling er bygget op omkring McNeills nye album ”First There Were Feathers”, hvor hun blander myter med personlige historier omkring temaet fugle. Jeg tror, at alt dette kunne have fungeret bedre i en koncertsal end her midt i en udendørsfest.
Nu, hvor det allerede er bestemt at afholde denne hippiefest igen næste år, kan vi håbe, at rootsmusikken bliver endnu bedre repræsenteret.