Start Festival blev i sin tid lanceret som Vesterbrofestivalen, og er i sin form en slags pendant til århusianske Spot, der dog er drevet med en professionalisme, der er lysår over. Festivalen foregår i den gamle kødby, og her spredte man sig i år ud over ni scener. Det skulle dog vise sig at blive en særdeles mennesketom affære, hvor det efterårsagtige junivejr bestemt ikke gjorde festlighederne mere tillokkende. Synd for de mange bands, samt ledelsen og de mange frivillige. Desuden fornemmede mad, at sidste uges massive folkefest, Distortion Copenhagen i den grad havde trukket tænder ud.
Grundet andre arbejdsopgaver var jeg kun til stede på Start på sidstedagen af de tre, nemlig lørdag, hvor fokus endnu engang var på Naja Rosa, som i den grad havde slået igennem som live performer på Spot, samt på Pinkunoizu, et af de mest spændende bands set længe på den danske scene.
Pinkunoizu opstod sent i 2009, efter at det fede orkester Le Fiasko gik i opløsning. Hovedkræfter i det orkester, som nåede at indspiller et stærkt anbefalelsesværdigt album, var Andreas Pallisgaard og Cecilie Trier. Trier har siden indgået fast i et tæt samarbejde med Yanis Makrigiannis, dels i dennes Choir Of Young Believers og i Chimes and Bells, hvor Trier er den vokale front. Mens Pallisgaard gik en helt anden vej og satte sig for at skabe en række sange, der i høj grad trak på stilarter asom Lo-fi, americana, sære reminisencer til britisk og amerikansk folk, og masser af impulser fra verdensmusik. Resultatet er en lyd, som ikke tidligere er set herhjemme, og som er psykedelisk dragende, skrøbelig og forunderligt grænseløs. Gruppens andre medlemmer spillede også i Le Fiasko, ligesom guitarist og sanger Jeppe Brix – også kendt som frontmand i de fede Howl Baby Howl – stadig spiller i begge Cecilie Triers projekter. De to andre faste medlemmer er Jacob Falgren på guitar, bas og vokal og Jaleh Negari på trommer og vokal. Dertil kommer medlemmer af det københavnske Hurrah Ensemble, som ved koncerten på Start’s Venuescene udgjorde en stærk og syret blæsersektion.
Det blev en fed, om end uforløst koncert. Orkestret var blevet udstyret med en lydkvinde, som viste sig lidet samarbejdsvillig overfor bandets ønsker om rumklang på lyden, og en emsig stagemanager, som tidlige i koncerten pludselig oplyste bandet om, at nu var det sidste nummer. Man var bagud i tidsplanen og det gik ud over Pinkunoizu. På det tidspunkt var rummet fyldt Af publikummer, der stod henført med forklarelsens blikke på, mens de hørte Pallisgaards sange og fede breaks som det formidable folk-chase i “Somber Ground”, hvor Jacob Falgren gik til mikrofonen og førte an i løjerne, som lød som det skotske højland på himmelflugt i retning af Mars. Mens vi gange befandt os i stemninger, som for undertegnede bar hilsner fra en Nick Drake, dog stadig helt med originaliteten i behold. Bandet definerer deres lyd som lyserød støj, og støj fik vi da også lidt af, men eftersom løjerne blev kortet af så drastisk af festivalen, måtte vi slutte med en noget blandet smag i munden. Men også efter at have set et stærkt orkester med en lyd og nogle budskaber, som skal blive meget spændende at følge fremover.
Naja Rosa havde jo indgivet nogle massive løfter på Spot. Her havde hun lanceret sig selv som en sangerinde, for hvem soul er identiteten, og med en række sange og et orkester, som var absolut topklasse. Tænk bare på folk som guitaristen Rune Kjeldsen, som i en årrække har været en af vores bedste yngre guitarister, og bassist Anders ”AC” Christensen, samt trommeslager Anders Holm. På denne koncert sad svoger Frank Hasselstrøm ind på keyboards – Frank er også kendt som den ene halvdel i Catbird, hvor den anden er Billie Koppel, storesøster til Naja Rosa.
Sangerinden fra Sydhavnen har jo som bekendt to karrierer, hvor den ene tager sit udgangspunkt herhjemme og den anden i Brooklyn i New York, hvor Naja Rosa har lavet et projekt med den lokale lydtroldmand Kimyon. Fra deres samarbejde fik vi singlen Running Faster (let the train come in) som åbner, og den lykkedes, selv om det var til at høre, at bandet kun havde spillet den få gange. Til gengæld var resten af repertoiret direkte fra den kommende plade, som ventes ude i august, og det vil sige stærke sange som “Set It On Fire”, “From The Bed To The Floor”, “Fallin’” og “When The Smoke Clears”. Og de kom som perler på en snor, og det var tydeligt, at vi her har en sangerinde, som i den grad elsker at trykke den af. Det var bevægende at være med til, for det meste af familien – som inkluderede søster Billie og mor Annisette – var mødt op for at se den yngste i aktion. Og de kan ikke være blevet skuffede, for Naja Rosa fyrede et massivt sæt af, som sluttede med en forrygende version af hendes store gospelsang, “If Time Was A Religion”, hvor hun i den grad fyrede af for fraseringerne med sin store stemme. Hvis dette har været planlagt, må man sige, at de vilde roser fra haveforeningen i Sydhavnen har gemt godt og grundigt på denne hemmelighed. Og leveret en sangerinde, som er fuldt ud klar til de store scener.
Meget af det samme kan i øvrigt siges om den lokale pige fra Vesterbro, Nabiha, som med en baggrund i Vestafrika og Marokko, har lanceret sig selv med en popmusik, som emmer af soul, og som gav et forrygende show i regnen på festivalens store scene. Her blæste vi nærmest omkuld, mens regnen stoid ubarmhjertigt ind fra siden, men Nabiha og hendes smittende glade musik var så suggesterende, at vi blev stående og tog del i festen. Og blev henført af de totalt iørefaldende radiohits, der talte blandt andre, “Deep Sleep” og “The Enemy”.
Alligevel må Start lide den tort at blive husket som festivalen, som regnede væk. For andet år i træk. Synd for Start, synd for musikken og synd for de få publikummer, der dukkede op i den gamle kødby på Vesterbro.
Pinkunoizu, Naja Rosa, Nabiha, Start Festival, København, den 10.-12. juni, 2010
www.startfestival.dk
www.myspace.com/pinkunoizu
www.myspace.com/najamusic
