Klondyke med Mikael K som frontfigur prøvekørte flere nye sange med succes ved koncert i ”Gyngen”.
Mens Klondykes trommeslager var gledet ned ad trapperne på grund af det glatte føre, så var der ingen slinger i valsen, da bandet med Mikael K i spidsen begyndte en miniturne på ”Gyngen” i Århus.
I løbet af de næste par måneder spiller bandet seks forskellige steder i landet.
Klondyke med Per Lange på trommer og Anton Johannes Hejl på bas, og så Mikael K, der også lyder det borgerlige navn Mikael Ryberg Kristensen havde både kendte og nye sange med på repertoiret, og alle blev de godt modtaget af publikum.
Det var også en succes, at Mikael K har indført banjospillet i bandet, men da banjoen åbenbart ikke er allergi-venlig, havde Mikael K pådraget sig ”banjo-eksem”. Han fik det gode råd af en publikummer, at han skulle prøve at smøre klar neglelak på banjoen, for at undgå dette. Men med et smil på læben spurgte han om det skulle smøres på banjoen eller på hele armen.
I koncertens første sæt, der fortrinsvis indeholdt akustiske sange, præsenterede bandet flere nye numre, og her blev man ført fra den ukrainske landarbejder Olga, via massemordersken Dagmar Overbye til Mikael K’s danske fortolkning af Pete Seeger-sangen ”Turn, turn, turn”.
Den sidstnævnte blev præsenteret med Mikael K’s egne ord, at når man nævner ordet ”folk” så er man ”trendy” for tiden, og har man spillet på Tønder Festivalen er man ”top trendy”!
Senere fulgte flere af de kendte sange og med ”Solskin på Nørreport station” som sidste af tre ekstranumre sluttede aftenen, uden at der var nogen, der var kommet på glatis undervejs, det vil dog sige, at banjoen fik skylden for eventuelle små tekniske problemer under koncerten, hvor Mikael K’s underfundige tekster blev krydret med små anekdoter om sangene.
Klondyke, Gyngen, Århus, 5. februar, 2010.