Bandet kommer stille og roligt nærmest snigende i et røgslør ind på den store scene i Atlas, det nyeste spillested i Århus. Men når først Mikael K. som centrumsfigur i trioen slår takten an, fylder han scenen og rummet helt ud med sine utroligt nærværende tekster, der er hentet i dagligdagen, og tegner et livagtigt billede med sine finurlige glosers sammensætning. Så man kan levende se hele scenariet for sig, uanset om han synger om et møntvaskeri på Vesterbro i København eller om den ukrainske landbrugs medhjælper Olga i det nordjyske. Ja, man får nærmest associationer om selv at være med i billedet, for Mikael K har evnen til at fortælle en fuldstændig detaljeret historie ud fra et enkelt billede. Og musikken veksler mellem stille kærlighedssange, muntre ballader og hårdtpumpede rockrytmer med mange temposkift, der giver det afvekslende repertoire et ekstra pift.

Foruden en lang række numre fra Klondykes nye album Udkantsland, der var Ugens Album på DRs P4 i oktober, præsenterede bandet mange af deres kendte sange, som eksempelvis Luftkaptajn, Bukowski, Solskin på Nørreport station og Hvis din mund gav kys.

Foruden Mikael K. på guitarer, banjo og mundharpe, styrede Per Lange som vanligt slagtøjet med meget sikker hånd, mens Anton Johannes Hejl trakterede kontrabas og guitar på glimrende vis.

Mikael K. konstaterede ellers hurtigt, at han jo nok var kommet til det forkerte sted, da Århus jo ikke lige var udkantsdanmark, som hans nye album handler om, og at han følte, at det var et ”helt civiliseret” sted at optræde, når bandet tidligere havde spillet på så eksotiske steder som biblioteket i Løkken og Børglum Forsamlingshus.

For som han også forklarede, så havde de ikke røgmaskiner på biblioteket eller i forsamlingshuset, og måske godt det samme, for på et tidspunkt drillede røgen Mikael Ks stemmebånd, så en publikummer forbarmede sig over ham og skaffede ham en Jägermeister til halsen. Den bekom sangeren vel, mens han konstaterede, at han nok ikke havde smagt dette mærke, siden han i 1978 tog en spids fra forældrenes barskab!

Men selv om koncerten ikke blev afholdt i udkantslandet, så følte vi alle, at vi havde været med en tur derude med de stemningsmættede sange og den medrivende musik.

 

http://www.klondyke.dk/index.html