Godt halvanden times selskab med David Krakauer og hans funky Klezmer Madness!
David Krakauer er en stjerne og en pioner inden for moderne klezmer, så det var lidt af et privilegium at få mulighed for at høre ham og hans ensemble Klezmer Madness! på en scene så intim som Globals. Bandet spille ofte i store koncertsale og til store festivaler, men den helt tætte kontakt mellem musikere og publikum klæder musikken.
Global var da også godt fyldt op med et aldersmæssigt meget blandet publikum. Nogle sad næsten helt oppe på scenen, andre sad ved borde, men de fleste stod, og som koncerten skred frem tog mængden af dans og taktfaste håndklap til, inden der helt mod slutningen gik kædedans i den.
Det startede dog ganske stille ud. På sin lilletromme slog trommeslager Michael Sarin et minimalistisk beat an, og så blev der ellers bygget langsomt op med Krakauers melankolske klarinet som omdrejningspunkt. Rodfæstet i den traditionelle jødiske folkemusik, men også med blåtonede farver af jazz i spillet.
Snart skød tempoet i vejret, musikken blev livlig, legesyg. Selvom navnet er Klezmer Madness!, var musikken nu ikke i nærheden af amokløb. Men det var også tydeligt, at Krakauer og hans musikere ikke stiller sig tilfredse med at holde sig til traditionen. I stedet skabes et alsidigt mix, hvor de gamle jødiske melodier indgår i nye forbindelser med jazz, rock, elektroniske samples og ikke mindst en glødende storbyfunk. I den forstand er Klezmer Madness! et rigtigt New Yorker-fænomen, der bygger bro mellem de jødiske immigranters musik, den sorte jazz og storbyens dunkende puls. Men altid med respekt for de traditioner, den udspringer af.
Det uomgængelige midtpunkt for musikken var Krakauers fabelagtige klarinetspil, men de andre musikere fik nu også ganske god plads til at udfolde sig. Musikken hentede på godt og ondt inspiration i jazzen, hvilket førte til fyrig improvisation, men også til en vis solo-ekvilibristisk tomgang her og der. Især den uden tvivl teknisk dygtige guitarist Sheryl Bailey havde en tendens til dette. Til gengæld imponerende Michael Sarin igen og igen på trommer. Han kunne gå fra det helt minimalistiske til næsten slapstick-agtig tegneseriefunk, og så formåede han at få noget så umiddelbart corny som en trommesolo til at nyde tilnærmelsesvis interessant. Jerome Harris og Robert Curto faldt fint ind med henholdsvis stram, funky el-bas og energisk harmonika.
Koncerten var annonceret som en optræden med den elektroniske troldmand Socalled, der har medvirket på flere Krakauer-udgivelser de seneste år. Han var dog ikke med, men var i stedet erstattet af en fyr, der gik under navnet Keepalive på sampler. Han udfyldte opgaven fint med sampling, beats og live-remix, der blev smidt ind i det i forvejen komplekse mix og leverede ekstra storbyatmosfære uden at blive alt for påtrængende. Faktisk kunne han efter min mening godt have fyldt lidt mere i lydbilledet. Og her og der virkede det da også som om, han ikke kunne få maskinerne til at sige helt, som han ønskede. Alligevel et godt supplement, der stod fint til f.eks. de funky bearbejdninger af lærermesteren John Zorns materiale.
Krakauer synger sine sange gennem klarinetten, hvis klang han anser som en forlængelse af den menneskelige stemme. Følgende var aftenen på Global også næsten udelukkende instrumental. Mod slutningen viste Krakauer dog med en version af sangen ”Rumania, Rumania”, at han faktisk også har en flot sangstemme. Den gamle folkesang, der på yiddish skildrer Rumænien som et paradisisk land, blev introduceret med en ganske rørende tale om, hvordan vi netop konfronteret med en alt andet end paradisisk verden, der regeres af tyranner og idioter, må fortsætte med at drømme om paradis. Den levede videre i musikken denne aften, uden at Krakauer og hans musikere af den grund forfaldt til nostalgisk drømmeri.
David Krakauer & Klezmer Madness!, 12. december på Global Cph
Rasmus Steffensen
