Nu, hvor er de sidste musiktelte er ved at være pakket sammen, og vi igen må indendørs for at høre den levende musik, kan man håbe på en god kommende sæson til glæde for både publikum, spillesteder og musikere.

Katrine Schmidt har lige optrådt på Nashville Nights i Odense, og hendes sange er da også inspireret af de amerikanske sangskrivere, men Katrine Schmidt Band er hverken country eller folk. De er pæredanske – og hurra for det. I stedet for at efterligne lyd og teknikker fra forbilleder fra USA, så spiller de med et velkendt dansk udtryk.

Johannes Aaen er Schmidts musikalske højre hånd som co-sangskriver og medarrangør, desuden er han ansvarlig for sangenes meget keyboard-’bårne’ lyd. Sammen med Mark Kühn på gulvbas sørger de for at spille så tilpas tæt og taktfast, at jeg ikke savner slagtøj. Mikkel Grue på akustisk guitar gav en enkelt solo, som høstede stort bifald, men var ellers meget i baggrunden. Dette skyldes formentlig, at gæsten Annelene Christensen skulle have plads til sine soli. Hun spillede mest pænt som violinist og ikke som energisk fiddler med double stops osv, som man kender fra rootsmusikken.

Aftenens største attraktion var imidlertid Schmidts fyldige stemme. Man kunne tro, at hun havde have gået i en Esther Brohus-klasse, de har nemlig samme behagelige og veltrænede stemmer og samme gode amerikanske udtale. Hun spillede flest ikke-udgivne sange – og hurra for det. I stedet for en ’best of-koncert’, er det altid en bonus at opleve en slags uropførelser. Det giver en ekstra nerve, og bandet får afprøvet det nye materiale live. Bortset fra titelsangen fra det seneste album Laying My Burdens Down og en enkelt Bob Dylan-sang, så fik vi mest helt nyskrevne sange som Closing Time, Hangin’ In There, Sweet Dreams My Love, Poor Poor Boy, Lonesome og den lidt jazzede Darkest Hour.

Og med disse nye titler tegner det meget lovende for Schmidt, som fortsat udbygger sit sangskrivertalent. Med sine traditionelt opbyggede sange og tekstemner blev de præsenteret dejligt varieret i både tempo, dynamik og udtryk. Kombineret med en herlig ærlig lyd blev det ren nydelse for det lydhøre publikum.