Lørdag skinnede solen fra en skyfri himmel, da programmet på Jelling Festivalens tredje dag gik i gang. Musikken bragede løs fra middagstid på skift fra de fem scener, og der var mange publikummer ved de fleste koncerter.
Man måtte trække ind i skyggen på Søpavillonen for at lytte til Stine Klingsten midt på eftermiddagen, da TV2s koncert på den nærliggende Store Scene sluttede. Den unge singersongwriter præsenterede de fleste af sine numre fra debutalbummet ”Dage” med stor energi og altid smilende. Det er helt tydeligt, at hun nyder at optræde live, og selv om hun er den absolutte frontfigur i bandet, så får det også mulighed for at vise deres instrumentale kunnen og hjælp som kor.
Det er kun et par år siden, at Stine Klingsten for alvor trådte i karakter, da hun modtog Helge Prisen for 2021, og det indbragte hende deltagelse ved en række koncerter foruden en statuette og et økonomisk tilskud.
Stine Klingsten viser sprudlende spilleglæde, uanset om det er tekster skrevet med en alvorlig baggrund eller mere muntre ballader, som hun serverer som folkpoprock.Og hendes stemme kommer helt til sin ret i de fleste numre, som hun giver fuldt ud med alle følelser og sanser.
Den populære popsanger Tobias Rahim indtog nu den store scene, men undertegnede ilede til Tribunen hvor Ester Brohus & Knud Møller stod klar til at præsentere uforfalsket country, blues, gospel og rock i en meget velspillet koncert. Duoen kan til efteråret fejre 40-års jubilæum!
Countrysangerinden og hendes guitarist er begge fra Hedensted, og Ester Brohus har udgivet 11 albums og vundet mere end en håndfuld priser som sanger og sangskriver. Hun har skrevet de fleste numre selv, men præsenterer også coverversioner i sine helt egne udgaver, og således sluttede hun også koncerten i Jelling med den populære sang ”Jolene” (som på videoen fra Sølundfestivalen herunder).
Man kan fornemme, at parret efterhånden kender hinanden ret godt, for deres samspil og harmonier sidder lige i øjet (øret!), og der er ingen slinger i valsen, stadig masser af plads til smil og små friske lune bemærkninger musikerne imellem. Man nyder sangerindens skønne stemme, når hun tager os med ud ved lejrbålet eller ud på prærien.
Og så er det en fryd for øregangen at lytte til Knud Møllers rytmiske fingerspil, ikke mindst når han undervejs flere gange virkelig demonstrerer sine færdigheder på guitaren – uanset om det er med stampende countrytoner eller følsomme gospelmelodier.