De tre navne som Skagen Festivalen havde på programmet lørdag aften på Havnescenen kunne hver især have været hovednavne ved en koncert. Så det var et rent musik-tag selv-bord at kunne sætte sig til rette for at lytte til dem alle.
Jacob Dinesen er stort set med på alle årets festivaler, og han er meget populær i Skagen, hvor han var med for femte år i træk! Hans talent er slået fast med syvtommersøm og er blevet et etableret navn inden for det seneste års tid. Han skuffede heller ikke sine mange fans og gav de kendte numre med sædvanlig stemmestyrke og et velspillende band, der med stor energi støttede den unge musiker. Han var også på ”springtur” rundt mellem publikum, og har heldigvis bevaret sit tætte forhold til folk- og rootsmusikken, selv om der er kommet mere Bruce Springsteen-folkrock-toner over hans musik, uden at det er et minus. Engelske Allan Taylor, der tidligere var fast makker med Jacob Dinesen, var med på scenen i et enkelt nummer. (øverste foto)
Hollandske JP & the Seeger Session Band var næste trin på aftenens tretrinsraket. Og med deres store showagtige optræden med band og blæsersektion, store kor og solister er de altid garanter for en underholdende koncert. De kommer gennem mange genrer og favner vidt med et stort varieret repertoire, selv om der også er ”faste” melodier på programmet. JP står for Jan Piet de Klerk, og han forstår at få stemningen pisket i top med sine arrangementer for det store band.
Aftenen sluttede med The Revellers fra Shetland, som for andet år var kommet ”sydpå” til Skagen. De var iført danske fodboldlandsholdstrøjer til stor jubel for publikum. Det danske landshold kunne godt lære lidt af den energi, som det skotske band udstrålede og udførte på scenen, hvor deres optræden virker fuldstændig uorganiseret, men yderst virkningsfuld. Et af medlemmerne kan lidt dansk og sang for af den måske populæreste danske fodboldsang ”Re-Sepp-ten” fra 1986 og fik hele salen til at skråle med, ligesom bandet kunne hele omkvædet.
Men ellers var det bandets medrivende folkrock med stor fysisk sceneaktivitet, der var i centrum, og med Perry Stenbäck som gæstemusiker på flere numre. Den svenske musiker medvirker også på deres seneste album.