Det var en aften med en eksklusiv intimkoncert for omkring 30 heldige tilhørere. Det var primært musikere fra det såkaldte alternative countrymiljø i København. Aftenens solist Howe Gelb (født 1956 i Pennsylvania) er en sanger-sangskriver og producer, som i løbet af tre årtier har opnået status som en nøglefigur i denne alt-country stil.
Gelb blev mest kendt som primus motor i Giant Sand – et løst sammensat band, der har haft Victoria Williams, Neko Case, PJ Harvey, Vic Chestnutt m.fl. som gæstemedlemmer. Andre medlemmer dannede siden Calexico, som også har opnået stor succes. Gelb har fortsat Giant Sand med skiftende besætninger – herunder flere danske musikere. Gelb blev nemlig dansk gift, og det er formentlig medvirkende til ,at han kunne stille op til dette særarrangement.
Jeg bliver nødt til at bruge Tom Waits, Neil Young og Bob Dylan som sammenligninger til Gelb. Disse er nemlig også sangskrivere, sangere og musikere i denne rækkefølge, som heller ikke nødvendigvis går efter den flotte, afrundede lyd. Howe Gelb er rå. Han skriver gode sange, synger og halvt reciterer dem og spiller lidt skramlet. Han skiftede mellem guitar- og klaverakkompagnement og fulgte pludselige indskydelser. Dette kan være ukonventionelt med et band på en stor scene, men virker naturligt her i halvprivate rammer.
Hans sangtekster fremstod mest som digte inspireret af 1960’ernes beatgeneration-forfattere. Han havde valgt egne sange fra Giant Sands repertoire, men fik også plads til Bob Dylans ”All Along The Watchtower”, ”Poor Wayfaring Stranger” og brudstykker af andre sange.
Han fortalte lidt om sin elskede guitar fra 1958, som han ikke mere tør overlade til flyselskaberne, når han skal rundt i verden og optræde. I stedet smugler han den ombord på flyet under sin lige så elskede danske parkacoat. Vi fik et par andre historier, ”men hvem bryder sig om sådan noget i disse TikTok-tider” tilføjede han sarkastisk. Det gjorde den lille tilhørerskare, som blev eneste vidner til denne særlige begivenhed i en lille pladebutik på Amager.