Siden Hjalte Ross debuterede i 2018, er han udråbt som det nye håb på den danske sangskriverscene. Albummet Embody og efterfølgeren Waves of Haste fra 2020 fik superlativerne frem fra anmelderne, og Ross blev belønnet med flere priser. Hans introverte sange og afdæmpede – næsten depressive – stil var åbenbart lige, hvad vi havde brug for.
Efter en længere pause kom endelig albummet og singlen Less forleden, og nu er Ross på vejene på en mindre efterårsturne. Hotel Cecil var ikke udsolgt, så det gav koncerten en intim atmosfære. At Hjalte Ross var meget genert og kun sporadisk henvendte sig til os lavmælt og væk fra mikrofonen med nervøse blik og smil, gjorde kun oplevelsen yderligere intens. At hans sange også er meget personlige, og hans næsten hviskende – og ikke velartikulerede – vokal var indhyllet i meget rumklang, bevirkede, at jeg desværre gik glip af dele af teksterne. Dette skal straks afhjælpes ved at lytte til det nye album.
Flere slags lydproblemer blev forsøgt afhjulpet i løbet af koncerten, men ”det er en nervøs dag”, som han bemærkede midt i sættet. Andre kunne måske køre den hjem på rutinen eller til nød med et par friske bemærkninger. En sådan koncert var ikke gået til en byfest eller på den lokale bodega, men Ross er ikke entertainer, så det blev en ganske særlig situation med en udstillet åbenhed og sårbarhed, som jeg sjældent har oplevet. Hudløsheden forplantede sig til et publikum, der heldigvis turde gå ind i Ross’ alvorlige univers og reflektere over følelser af sorg, håb og kærlighed. På denne måde opstod en særlig slags samhørighed, hvor ydre distraktioner mistede betydning.
Sætlisten bestod af de fleste af sangene fra det nye album, herunder det smukke og næsten iørefaldende ”Don’t” samt nogle favoritter fra bagkataloget, hvor man ikke behøvede at sidde på kanten af stolen. Og som afveksling til de inderlige sange og de musestille pauser fik vi nogle sekvenser med musik langt væk fra roots- og singersongwriter-stilen. Nogle ensformige bastante rytmer og simple rundgange af nærmest punk-agtigt tilsnit a la Velvet Underground. Ikke mindre end tre guitarer blev på et tidspunkt spillet med violinbue og gav en avantgardistisk droneeffekt.
Astrid Matthesen spillede keyboards, guitar samt kor og en enkelt solosang. Mads Lang og Jonas Kardyb på trommer og bas holdt sammen på musikken komponeret af Ross på elguitar og mundharpe Jeg synes ikke, at numrene på det nye album adskiller sig væsentligt fra de ældre sange, og heldigvis har Hjalte Ross stadig sit helt eget udtryk, som gør ham til en ener på den danske musikscene.
