Himmerland i skikkelse af Eskil Romme, Andrzej Krejniuk, Jens Ulvsand, Ayi Solomon og Kirstine Sand stod på Metronomens scene for få dage siden. Med sig havde kvintetten skotske Mairi Campbell på violin og smuk sang. Bandet satte skub i tingene lige fra starten med en melodi af Morten Alfred Høirup og bagefter Ditte Fromseiers ”The Spider and The Fiddle” om en emigrerende edderkop, så at sige. For på en af turneerne til Australien, dengang Fromseier var medlem, fandt hun på vejen en medbragt edderkop i sin violin, og den var ikke nem at slippe af med. Men den forblev dog down under.
Mairi Campbell Foto: Julia Fayngruen
Jens Ulvsand har været med i halvandet år, og hans cittern klæder musikken. Han stod naturligt nok for de svenske melodier – en om rigtig dårlig svensk mad, som han sagde: Kål og vælling og vælling og kål. Efter langsom indledning fik den faktisk fuld knald på, og ligesom hele vejen igennem fungerede samspillet superfint. Så blev det tid til at høre Mairi Campbells stemme og det med en sang helt fra 1772, nemlig en af den skotske nationalpoet Robert Burns. Den begyndte med hendes fingerspil på violinstrengene flot fulgt af Ulvsands cittern. Hun har en smuk og speciel stemme. Men tænk at en sang med 245 år på bagen kan swinge så vildt og ende i en næsten soulet sound, fulgt af et Morten Alfred og Sonnich Lydom-nummer, der blev helt verdensmusikagtigt. Vel ikke så sært, når bandet består af fem nationaliteter, som har et repertoire fra nær og fjern, som de også har spillet både nært og meget fjernt.
Ayi Solomon Foto: Per Dyrholm
Andzrej Krejniuk lagde en god, tung elbas, som indimellem betød en helt heavy sound, og endnu engang måtte man tænke, at folkemusikken kan så meget forskelligt og gid, at mange flere ville finde ud af det. Den rocker og ruller, varmer, overrasker og imponerer. Krejniuks nummer ”Sacred Fire” var som lovet ”med ild i”, og endnu engang slog den fede citternlyd til. Så her blev det groovy og jazzagtigt – Rommes saxofon svæver og væver sig ind i det hele. Et anderledes, men herligt instrument i folkemusikken, som her blev helt avantgarde. Også Dick Gaughan leverede en sang til Himmerland, ikke så sært i lyset af skotske Mairi Campbells medvirken – udover, at han er en stor sangskriver og hun en sanger, som lister sig ind i lytterne.
I andet sæt fik vi endnu en række varierede og smukt udførte numre. Norske, svenske, danske med nok et af Morten Høirup om de lyse sommernætter, som var vildt godt og bød på endnu en smuk sax-solo. Smuk var også Campbells sang om sin bedstemor og Eskil Rommes ”Afsked” til sin far. Himmerland har så mange nuancer i musikken med elektrisk bas og Ayi Solomons rytmiske tromme/percussionspil. Med de ved denne lejlighed to fine folk-fiddles, den klangfulde cittern og den både bløde og diskrete, men også markante saxofon. Vi i publikum nød både det stille, det milde og det vilde – alle de mange facetter, som Himmerland præsterer. For pokker, det var godt. Man forstår, hvorfor Himmerland har fået fans mange steder i verden med deres omfattende og selvskabte turnevirksomhed.
