Julestemningen bredte sig, da Helene Blum og Harald Haugaard afholdt julekoncert i Hjortshøj.

Landskabet var dækket af sne, og temperaturen et pænt stykke under frysepunktet i det østjyske, da Hjortshøj Kirke inviterede til julekoncert med Helene Blum og Harald Haugaard.

Parkeringspladsen udenfor kirken var fyldt op, hvilket ikke alene skyldtes koncerten, men også et ugentligt bankospil i forsamlingshuset! Men det var alligevel som til en juleaftens gudstjeneste, da alle kirkens bænke var fyldt helt op, og ligeledes blev de ekstra stole, der blev stillet op i midtergangen også hurtigt benyttet.

De to musikere var på deres traditionelle julekoncert turne, og Hjortshøj var det ”nordligste punkt” på turen, der også byder på en række koncerter i Tyskland.

Repertoiret blev en dejlig blanding af julesange og salmer, vintersange og lækker instrumentalmusik med en veloplagt Harald Haugaard som styrmand. Og ind imellem krydrede Haugaard også det musikalske univers ved at læse op af henholdsvis H.C. Andersens ”Grantræet” og Jeppe Aakjærs ”Julekvad”.

Ellers kunne Helene Blum på vanlig vis give de tilstedeværende en liflen for øret og en rislen ned ad ryggen, da hun blandt andet sang Gennem marv og ben, Spurven sidder stum bag kvist, Der er noget i luften og den smukke Decembernat, alle fra hendes nye album. Der blev også plads til Dejlige er jorden, En rose så jeg skyde og Glade jul, fra hendes album ”En sød og liflig klang” fra 2006. Sidstnævnte julesang sunget sammen med publikum, som sidste ekstranummer, efter ”bonusnummeret” fra den nye cd, Sneflokke kommer vrimlende, der passede godt på sceneriet udenfor kirken.

Som gæster deltog den dygtige guitarist Rasmus Zeeberg, der spiller fast sammen med det sydfynske par, og finske Tapani Varis, der foruden bas også beherskede jødeharpen, og svenske Sophia Stinnerbom på viola d’amore/mandola. Begge nordiske gæster fik lov at vise deres kunnen med numre fra deres hjemlande.

www.heleneblum.dk

www.haraldh.dk

Harald Haugaard & Helene Blum, Hjortshøj Kirke, 9. december, 2010