Med en dyb smag af engelsk lakrids og et bitter-humle-kick, der forplanter sig i de nedre regioner, burde en Black Ale fra Thisted Bryghus ikke være det optimale øl-valg på en sommerdag, hvor eftermiddagssolen bare bliver ved med at brænde igennem. Generelt forbinder man vel typisk festivaler med iskolde fadøl i plastickrus, men ikke på Halkær.
I Halkær handler det om økologisk kvalitet og selvom det i vid udstrækning er ret søgt at øko-stemple musik, så bygger programmet på de dybe nordiske og keltiske rødder.
Nordisk vellyd
Cd-aktuelle Færd havde fået vanligt selskab af Jullie Hjetland, Pierre Dørge og Irene Becker, og sammen sprængte de rammerne for, hvordan man normalt opfatter folkemusik. Eksperimenter hvor meditative klangflader afløstes af intense melodier, hvor inspirationen blev hentet fra hele verden, som for eksempel Jens Ulvsands kurdisk-inspirerede schottish med det noget pompøse navn “Hilsen fra Skandinavien til det kurdiske folk”.
Der sker for alvor noget, når folkemusikken inviterer jazzen indenfor. Godt nok ville det være en skam, entydigt at smække jazz-prædikatet på Pierre Dørge, men den improviserende tilgang og det afdæmpede solo-spil, er sjældent set blandt guitarister, der plejer omgang med folkemusikken. Desværre!
Jullie Hjetland var som altid blændende. Med dreadlocks så lange som en nordnorsk sommernat, sang hun sig direkte ind i hjerterne på det krævende publikum. Hendes stemme er et instrument, hvor begrænsninger ikke står i vejen for mulighederne. Hjetland vekslede mellem, ja vel nærmest uartikulerede strubelyde og smukke sange, hvor frasering og ornamentering skabte en liflighed, der var langt mere lig en svinedyr Champagne end den Limfjordsporter, Rootszones udsendte hyggede sig med.
Forrygene finsk
Og efter et par Limfjordsportere skal man nok afholde sig fra at udtale Järvelän Pikkupelimannit, og det er da også forkortelsen JPP, der vækker genkendelse hos folk. I centrum står den finske spillemand Arto Järvelä, som er en af de ypperste eksponenter for den traditionelle finske violinmusik.
JPP lagde stilen med flyvske finske polkaer, hvor de tre violinister konstant udfordrede hinanden, fremfor blot at fyre melodierne af onisont. De blev bakket op af Antti Järveläs pulserende kontrabas og det i finsk folkemusik allestedsnærværende trædeorgel – i JPP trakteret af kompetente Timo Alakotlla.
Tilsammen viste de, at akustisk folkemusik med dybe rødder i finsk tradition, på ingen måder behøver at stå stille. De spillede kraftfulde skæve polskaer og lynhurtige polkaer, hvor naboskabet til Rusland indimellem sneg sig ind. Det hele blev leveret med en energi, der hæver orkestret over langt de fleste finske og skandinaviske bands.
Blandt det yngre publikum kendes Järvelä-familien typisk fra finske Tsuumi Sound System og halvfinske Frigg, som leverer halsbrækkende kontemporær folk, men når man hører JPP er det helt tydeligt hvor inspirationen kommer fra. Materialet er traditionelt, men energien er smittende, og når JPP kaster sig ud i de swingende jazzede melodier, der også er en del af repertoiret, fornemmer man klart, hvor de yngre medlemmer af Järvelä-familien kommer fra. Matti Mäkelä havde nærmest rockstar-attitude, og hans spil var ikke ulig Svend Asmussens violin-swing.
Ved 11-tiden blev der serveret spegepølsemadder i krostuen. Det lyder måske en anelse ordinært, men det samme ville mange nok sige om folkemusik. Men når den smagfulde økologiske pølse bliver serveret på hjemmebagt rugbrød med andefedt, og kvaliteten af råvarene ellers er i top, sker der noget helt specielt.
De unge irere
Også irske Gráda forsøgte at rejse sig fra det ordinære, og det lykkedes til en vis grad. Det unge orkester forsøger at udvikle en tradition, som først nu er begyndt at komme videre efter den massive indflydelse Planxty og Bothy Band havde på genren i ’70’erne.
Lidt atypisk for irske bands, bestod en ret stor del af repertoiret af sange, men der var stadig plads til et par hurtige jigs og reels med fløjtespiller Stephen Doherty og fiddler David Doocey i centrum. Begge besad de den velkendte irske indadvendthed, hvor man nærmest forsøger at ignorere det faktum, at man spiller for et levende publikum. Og det var på trods af ganske mange hujende tilråb fra publikum. Men i irsk musik handler det ikke om attitude, men om den musik der bliver spillet.
New Zealandske Andy Lakings kontrabas gav sammen med Nicola Joyces bodhran en god bund, og de mange sange blev leveret up-tempo, hvilket var en befrielse i forhold til de kaskader af pussenussethed, der til tider finder vej fra irske sangerinders lunger. Joyces stemme var ren og klar, og ikke mindst usentimental.
Aftenens program var sammensat lige så eftertænksomt som den 3 retters festivalmenu, der tidligere på aftenen blev serveret på kroen. En forret bestående af nordisk kvalitet, måske lidt for fyldig, en finsk hovedret, der var lige i skabet og afslutningsvis en irsk dessert, der ikke helt matchede hovedretten.
www.faerd.com
www.thejpp.fi
www.gradamusic.com
www.halkaer.dk
Søren Jensen Lund
