H. P. Lange og Paul Banks ligger, trods forskelligheder, musikalsk ikke så voldsomt langt fra hinanden. Trods det at deres musikalske veje derfor har krydsedes en del gange gennem mange år, har de først for nylig indledt det umiddelbart oplagte egentlige duosamarbejde.

”Først nu spiller vi sammen efter at have spillet sammen i 25 år”, formulerede H. P. Lange på finurlig vis det forhold. Denne eftermiddag i Strib nød de hørbart ar spille sammen. Afslappet og uhøjtideligt hyggede de sig gennem deres sæt med de traditionelle amerikanske genrer som blues, mountain etc.

Paul Banks

H.P.Lange

De fokuserede som hovedregel mere på traditionernes navne, musikken, baggrund m.m. end på tekstindhold. Det skyldes måske, at hovedparten af sangenes tekstindhold er begrænset, men tydeligt også at netop musikken er deres fælles kærlighed. Enkelte egenkompositioner fik dog tematisk indholdet præsenteret, herunder en blues af H. P. Lange, der ”undtagelsesvis handler om en kvinde, man kan regne med.”

Det er i de instrumentale sekvenser, de to spillemænd først og fremmest eksponerer sig. Med begges fine musikalske og spilletekniske kvalifikationer fornøjede de sig med deres strengeleg gennem sættet og greb især tilhørerne med deres instrumentale ekvilibrisme. De er begge primært guitarister, men mandolin, mandola og banjo fik også deres roller. Specielt H. P. Langes glimrende frailing-teknik på den 5-strengede banjo skal fremhæves.

Ovenstående er ikke fremhævet for at tilsidesætte deres vokale udfoldelser. De er begge udstyret med autentiske udtryk og dialekter, Paul Banks fra fødslen og H. P. Lange tillært gennem mange års arbejde med den klassiske deltablues.

Det fortæller noget om netop den genres appel, at sættets eneste egentlige 12–takts deltablues, Robert Johnson’s “Travelling Riverside Blues”, fik det største bifald – udover som nævnt strengelegen.

De elsker begge den traditionelle musik fra “Guds Eget Land”, og den kærlighed gav deres sæt liv og nærvær i kombination med deres sympatisk uhøjtidelige optræden.